Hvad er det, som får mennesker til at slå hinanden ihjel?

Jeg er pacifist.

Jeg er også godt klar over, at det betyder, jeg kommer til kort over for rigtig mange konflikter. Jeg ved ikke, hvordan vi løser problemet med IS. Jeg indrømmer, at forhandling og diplomati er svært og nogle ville sige umuligt.

Jeg frustreres over, at mange tusinder mennesker skal miste livet, førligheden eller få store ar på krop og sjæl. Enten i tiden, mens fredsforhandlinger finder sted, i tiden før man griber ind, eller mens krigshandlingen foregår. Jeg er tit ked af det, når forfærdelige ting sker.

For mig er livet det vigtigste, vi har. Det er det vigtigste at kæmpe for. For mig er retten til sig eget liv ikke noget, der nogensinde kan tages fra et menneske – uanset hvad.

Jeg er klar over, at det kontroversielt at sige “uanset hvad”. Men jeg mener det virkelig.

Jeg var på Dybbøl Banke idag. Og hele dagen igennem, mens vores guide fortalte om krigens rædsler, kunne jeg ikke slippe spørgsmålet: hvad er det, som får mennesker til at slå hinanden ihjel?

Hvad er det, der sker, når en tanke, en ambition, en plan eller en ideologi bliver vigtigere end livet? At der er noget, som man vil fratage andre deres liv for.

Respekten for det enkelte menneskes uendelige værdi er for mig noget af det, som gør os menneskelige. Det ligger helt dybt i mig og måden, hvorpå jeg forstår og opfatter verdenen.

Så jeg undres, jeg frustreres, jeg græder og beder – for alle menneskers liv. Fødte, ufødte, “onde” og “gode, for soldater i krig – på alle sider af konflikten. For mennesker, som mister deres liv til krig, død og ødelæggelser. Jeg er tom for ord lige nu, så indlægget må slutte her.