Den mest kendte tegning for tiden. Højrefløjen er helt oppe at køre over den. Især Pia K er tosset.
Så jeg kan åbenbart lære, at hvis man kritiserer Muhammed og tegner ham med en bombe i turbanen, så er det helt ok. Det er jo bare satire og sjovt. Hurra for ytringsfriheden, hurra hurra. En sådan tegning er blasfemisk og støder millioner af mennesker i hele verden. Det tager vi os imidlertid ikke af.
Hvis så en engelsk avis tegner statsministeren som nazist, så er det usmageligt, ondskabsfuldt osv. Selvom der da er nogen, som er trofaste tilhængere af Venstre, så tror jeg næppe, de betragter ham som hellig.
Det er dobbeltmoralsk og det er forkert.
Jeg er stor modstander af blasfemi og mener ikke, vi skulle have trykt muhammedtegningerne dengang.
Jeg er også stor fortaler for ytringsfrihed – men under ansvar. Vi må tegne, hvad vi vil, men man behøver måske ikke svine alt og alle til imens. Det kommer der næppe noget godt ud af.
Så får jeg på Facebook høvl for, at jeg ikke kan lave den sammenligning, fordi muslimerne brændte danske ambassader af, og at venstrefolk ikke har skudt redaktøren på The Guardian. Og det er da også rigtigt.
Jeg mener dog heller ikke, at en fremstilling af Lars som nazist er ligeså problematisk som blasfemi. For mig er hverken Muhammed eller Lars hellig. Men som samfund bør vi trods alt have større respekt for menneskers tro end deres politiske tilbøjeligheder.
Medmindre selvfølgelig, man er DF’er. Så er statsministeren hellig og Muhammed jo bare en uvelkommen figur, som kan hånes som det passer os. Lære må være: moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Jeg bryder mig virkelig ikke om det ord. Jeg får af og til spørgsmål om, hvordan jeg vil bevare “danskheden”. “Danskhed mod islam” tordner det fra DF.
Danskhed er et underligt begreb. Hvad vil det sige? Flæskesteg? Banko? Enorm håndboldinteresse? Klipklappere på i netto?
Danskhed er bare en beskrivelse af, hvad der findes i Danmark. Det er traditioner. Danskhed beskriver bare, HVAD vi gør. Jeg er langt mere interesseret i, HVORFOR vi gør det. Hvad vores værdier er.
Men traditioner er hule og ligegyldige, hvis man ikke forstår, hvorfor de er der. Hvis man ikke forstår, hvilke værdier, som ligger bag. Folk, der kæmper for danskheden kæmper for at bevare Danmark, som vi ser ud. Bevare de hvidkalkede kirker. Jeg kæmper for, at kristne værdier skal præge vores samfund. Jeg kæmper for det menneskesyn, som er inden i kirken – ikke bare for det hvidkalkede ydre.
Jeg kæmper for en kristen kultur i Danmark. Jeg kæmper for alle menneskers lige værdi, fra undfangelse til død. Jeg kæmper for kristendomsundervisning, friskoler, højskoler, retten til at bære kors offentligt, retten til at tro og tænke, som man vil. For tillid, næstekærlighed og respekt. For udsyn og solidaritet med mennesker i hele verden. For et miljø, hvor vi passer på den planet, vi har fået. For familierne og for børnene.
Det er værdier. Det er så meget mere end danskhed.
Problemet med danskheden er, at den stjæler rampelyset fra det, som er vigtigt. Vi taler om tvungne frikadeller og retten til at spise svinekød. Det stjæler opmærksomheden fra den langt vigtigere debat om, hvilke værdier der skal gælde i daginstitutionerne. Debatten om, hvordan vi får en kristen kultur, som også skinner igennem i det offentlige rum. Debatten om, hvordan vi som land kan styrke en kristen kultur, så den er stærk nok til at modstå radikaliserede kræfter udefra.
Frikadeller vil aldrig vinde over radikaliserede unge. Frikadeller har ikke svaret på livets store spørgsmål. En kristen kultur vil kunne give svar, skabe tryghed og vise værdier, som er værd at kæmpe for.
Jeg giver intet for danskheden – men jeg kæmper hårdt for en kristen kultur.
Det bliver kort idag. Jeg skal til hovedbestyrelsesmøde i morgen i Kristendemokraterne, og skal lige nå at forberede mig. Der er mange gode punkter på dagsordenen – også rigtig mange, som KDup (Kristendemokratisk Ungdomsparti) har stillet. Det er virkelig fedt at være med til.
Men jeg vil alligevel lige skrive lidt om Kristian Jensens tur til FN. Han skulle forsvare dansk flygtningepolitik, og det gik ikke så godt. Det kan jeg godt forstå. Jeg ville også have utrolig svært ved at forsvare en politik, der vil tage smykkerne fra mennesker på flugt. Og selv hvis det faktisk skulle lykkes regeringen at forsvare den, så bliver det ikke nemmere med loven om familiesammenføring.
3 år!
Tænkt at byde mennesker at holde dem adskilt fra deres familie i 3 år. Det forstår jeg simpelthen ikke, at man kan. Det betyder, at der sidder forældre i Danmark idag, som har rejst tværs over Europa og måske ikke set deres lille barn i mange måneder. Næste gang de ser dem, er barnet tre år ældre og skal til at i skole.
Vi ved, hvor vigtigt det er med kontakt mellem forældre og børn, især mens børnene er små. Alligevel tvinger regeringen og Socialdemokraterne forældre væk fra deres børn.
Det er modbydeligt, og jeg forstår ikke, for-partierne kan gøre sådan noget. Jeg skammer mig over vores regering på dette punkt. Og det er desværre ikke fordi, den røde side er ret meget bedre. Mange socialdemokrater stemte også for.
Så nu vil jeg tilbage til forberedelserne. Og kan jeg da i det mindste glæde mig over, at jeg er medlem af et parti, som sætter familien højt – også selvom familien er på flugt. Et parti, som kæmper for, at børn og forældre skal kunne være sammen.
Her kommer lige en kronik, jeg har sendt til Politiken i denne uge. Den blev også sendt til Kristeligt Dagblad (For dem, der går op i den slags.)
Den er lang – så er I advaret. Men jeg mener i mangel på beskedenhed, at det er værd at læse. Det er et vigtigt emne og stof til eftertanke.
Krig og konflikt i Mellemøsten og Nordafrika og de deraf ca. 60 mio. flygtninge i verden er én af de største udfordringer, vi står overfor. Ikke bare i dag eller i år, men langt ud i fremtiden vil vores menneskesyn, vores værdier og identitet kunne spores tilbage til vores handlinger nu. I dag er vores menneskesyn under pres – og måske under forandring. Vi svigter de værdier, vi tidligere har kæmpet for. Det er, når vores menneskesyn prøves, vi ser, om vores værdier er ægte og har substans. Og jeg er ikke længere sikker på, vi består.
Flygtningekrisen er den største vi har set siden 2. Verdenskrig. Hvor en flygtningekrise tidligere blev løst på 7-8 år, varer den gennemsnitlige krise i dag 20 år. I de seneste fem år er der kommet femten nye kriser i verden, men vi har ikke i samme periode løst de tidligere. Det betyder naturligt, at flygtningetallet er stigende. Bl.a. har borgerkrigen i Syrien og Islamisk Stats fremmarch indtil videre varet siden 2011, og der er ikke meget, der tyder på, situationen kommer under kontrol de næste par år. Indtil videre er over 4.000.000 syrere flygtet fra deres hjemland og over 1.000.000 flygtninge og migranter nåede i 2015 til Europa – størstedelen i både over Middelhavet.
Det er logisk, at de enkelte lande i Europa ikke kan klare så stor en nød og katastrofe alene. At 1.000.000 mennesker er langt flere, end vi kan fordele af os selv. Flere politikere og organisationer erkender da også, at man ikke kan løse problemet alene. På trods af det, trækker vi os fra fællesskaberne. Vi fører politik på baggrund af frygt og agerer på en måde, hvor en stor del af ansvaret placeres hos andre. For at gøre ondt værre, er der flere og flere politikere og borgere, som ikke ønsker at hjælpe flygtningene i Europa, men i stedet udelukkende bakker op om hjælpen i nærområderne. Fakta er dog, at FN i dag ikke har råd til at drive flygtningelejrene på en måde, der sikrer flygtningenes sikkerhed og basale rettigheder. Og at Danmark i 2015 besluttede at skære i ulandsbistanden samt at bruge en stor del af pengene i Danmark og netop ikke sende penge til FNs arbejde i nærområderne. Det klinger hult og er et tydeligt eksempel på, at vores menneskesyn og værdier er i forandring. Vi handler ikke længere efter de samme høje principper, som vi tidligere har hædret og kæmpet for.
Presset på vores menneskesyn ses tydeligt på måden hvorpå, vi taler om krisen og de berørte mennesker. Hvor det at være flygtning tidligere var en titel der kaldte på medlidenhed og hjælp er ordet flygtning i dag blevet et skældsord. Både blandt politikere, journalister og på sociale medier er der en klar tendens. Krisen sættes ofte sammen med ord om frygt og fremmedhad. Store dele af debatten er præget af fordomme og udokumenteret, generaliserende frygt. Krisen beskrives som et problem frem for en humanitær katastrofe. En beskrivelse, som ligger meget langt fra den vi bruger, når der fx har været en tsunami i Asien eller er Ebola i Østafrika. Konflikterne i Mellemøsten er i ligeså høj grad en humanitær katastrofe.
Vores måde at behandle krisen på står i skarp kontrast til vores værdier og menneskesyn som de kommer til udtryk i fx Den europæiske Menneskerettighedskonvention, FNs menneskerettighedserklæring eller FNs børnekonvention. Skal man tro dokumenter som disse, er vores menneskesyn præget af næstekærlighed, respekt for den enkelte og for familierne. Vores værdier er præget af imødekommenhed og solidaritet. Mennesker over hele verden tillægges en universel værdi, som vi som medmennesker vil kæmpe for og respektere i mødet med hinanden. I debatten og lovgivningen i dag viser vi ikke flygtninge i Danmark vores værdier og solidariske menneskesyn. I stedet virker det som, at vores solidaritet, næstekærlighed og respekt for menneskerettigheder ikke gælder dem. At vores højtærede universelle værdier i praksis kun går til den danske grænse.
Hele udviklingen er en alvorlig prøvelse af vores menneskesyn og værdier. Menneskerettighedserklæringens artikel 14 stk.1 lyder: ”Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse.” Asyl er altså ikke noget, vi giver af ren godhjertethed – det er en rettighed, mennesker på flugt fra krig og forfølgelse af deres liv kan påberåbe sig, når de kommer til Danmark. En ret, som det er vores opgave ikke kun at respektere, men at kæmpe for. I FNs børnekonvention er nedskrevet rettigheder, som gælder for alle børn i verden. Artikel 9 omhandler børns ret til at bo sammen med deres forældre og statens pligt til at beskytte familien. Artikel 10 stk. 1 lyder: ”I overensstemmelse med deltagerstaternes forpligtelse i henhold til artikel 9 stk. 1, skal ansøgninger fra et barn eller dettes forældre om indrejse i eller udrejse fra en deltagende stat med henblik på familiesammenføring behandles på en positiv, human og hurtig måde…” Danmark har underskrevet disse og flere rettigheder til alle børn. De er en fast del af vores værdier og menneskesyn. Stramningerne på bl.a. retten til familiesammenføring i Danmark er ét blandt mange eksempler på, hvordan vores menneskesyn ikke bestod, når prøven blev hård. Lovgivningen er ikke lavet med udgangspunkt i respekten for den enkeltes ret til familie. Den vidner ikke om, at vi kæmper for, at børn ikke skal skilles fra deres forældre i længere tid end højest nødvendigt. At der ikke skal sidde børn tilbage i fx Syrien, mens deres far sidder i Danmark, bekymrede for deres liv og helbred, og venter på familiesammenføring.
Flere højtstående politikere taler i dag om at ændre menneskerettighederne. Det tyder på, at vores menneskesyn allerede er forandret. At vi i stigende grad ser på flygtninge som uønskede problemer frem for ligeværdige medmennesker i nød. Etablerede politikere vil ændre menneskerettighederne, så de passer til situationen. At ændre vores universelle rettigheder, for at kunne retfærdiggøre ansvarsforflygtigelse. Der er sket et alvorligt og potentielt uopretteligt skifte, hvis menneskerettigheder skal afhænge af situationen vi står i – frem for at vi forholder os til situationen på baggrund af ufravigelig rettigheder og grundlæggende menneskesyn.
hvad nu? Er vores menneskesyn blevet udsat for en større prøvelse, end det kunne bære? Er menneskerettighederne principper, som vi alligevel ikke mener, når krisen presser sig på? Er der håb? Det afhænger af, hvor hurtigt vi handler. Vi har brug for at tage vores menneskesyn og værdier alvorligt. Politikere såvel som befolkning må forstå, at flygtningekrisen er en katastrofe, vi skal håndtere og løse – ikke undgå. Vi har brug for politikere, som tager deres ansvar alvorligt og som har modet til at handle på deres menneskesyn – også når det er svært. Og måske endnu vigtigere, har vi brug for som borgere at se os selv i øjnene. Og vi må se vores medmennesker, der krydser grænsen til Danmark i øjnene og tage ansvar for dem. Vi må hver især kæmpe for vores værdier. Vi har hver især et ansvar for at holde vores menneskesyn i hævd. En tankegang og italesættelse, der tydeligt skelner mellem ”dem” og ”os” vidner ikke om universelle menneskerettigheder og et globalt menneskesyn. Det er vores eget ansvar at vende debatten, tage ansvar og finde løsninger i fællesskab – både i Danmark og i Europa. Særligt nu, hvor flygtningekrisen virkelig har sat vores menneskesyn på prøve er det vigtigt at vise os selv og omverdenen, at det kan bestå.
Sker det ikke, og udviklingen fortsætter som hidtil, vil vores menneskesyn ikke bestå. Vores værdier vil tage langvarigt skade. I dag bevæger vi os i debatten både blandt politikere og mellem os hver i sær hen mod et menneskesyn præget af protektionisme. At vi er os selv nærmest. Det er værdier, hvor vi lukker os om os selv og ikke hverken interesserer os eller tager ansvar for mennesker andre steder i verden. Et menneskesyn præget af fremmedhad og frygt for folk, som er anderledes end vi selv. Det kan ikke undgå at påvirke vores værdier i en mere egoistisk retning, hvor det ikke længere handler om, hvordan vi ser på mennesker universelt, men udelukkende handler om at sikre danskernes muligheder. I værste tilfælde ender vi tilbage ved de værdier, som var gældende i tiden før dannelsen af FN, om alles kamp mod alle i at samfund, hvor enhver er sig selv nok. I værste tilfælde tyder udviklingen i dag på en forandring i retningen væk fra de universelle menneskerettigheder, som vi ellers i et halv århundrede har kæmpet for over hele verden. Det er i år og tiden frem, at vi som land og hver især må vise, hvorvidt vores værdier og menneskesyn består, når flygtningekrisen prøver os.
Jeg sidder med eksamen for tiden. Normalt er politik noget, jeg nyder at bruge tid på – og lige for tiden er det som om, jeg nyder det lidt ekstra. Næppe fordi det politiske og bloggen her er mere spændende, end det plejer, men fordi eksamenslæsning så absolut er MINDRE spændende end hverdagen plejer at være.
Jeg kan ikke i denne tid undgå at se det tragikomiske i, at begge sider af dansk politik, fra DF til Radikale – hele tiden taler om at skulle integrere flygtninge til det “danske”. De er bestemt ikke enige om, hvad det vil sige at være dansk. Men de er enige om, at det er vigtigt, at flygtningene ligner “os”. “Os” defineres så som en homogen gruppe. Hvis man spørger de Radikale er det en homogen gruppe, som hylder frisind og ekstrem tolerance. Hvis man spørger DF er det en homogen gruppe, der elsker kongehus og danske traditioner. De andre partier placerer sig så et sted midt mellem speltboller og brun sovs.
Ikke desto mindre er vi igang med at splitte Danmark ad. Vi graver grøfter til hinanden. Debatten og hverdagen er præget af fordomme og mistillid. Artikler om, at danskerne hellere vil have kriminelle rockere som nabo end flygtninge – alene fordi man kender rockerne og er bange for de ukendte flygtninge. Der er rygter fra begge sider.
Fløjene konkurrerer om at sende artikler ud, som enten viser flygtninge som superstudenter og argumenterer som om, alle er ligeså gode. Eller deler artikler om voldtægt og æresdrab og mener, at alle flygtninge er ligeså dårlige.
ALLE flygtninge er ikke noget som helst.
ALLE danskere kan ikke lide brun sovs. ALLE danskere er ikke stamkunder i Irmas speltafdeling. ALLE danskere er ikke noget som helst heller. Danskere er ikke en homogen gruppe. Danskerer er kriminelle, superstudenter, kristne, jøder, ateister, socialister, borgerlige, veluddannede og kontanthjælpsmodtagere. Der er stor forskel på dansk kultur i et hjem i Skjern og et hjem på Østerbro.
Flygtningene er heller ikke ens. De er ligeså forskellige, som vi er. Nogle har en fælles kultur, andre har ikke. Vi må og skal ikke behandle dem som “dem”. “Os” er en illusion – og det er “dem” også.
Hermed et blogindlæg som overspringshandling til jer andre, som måske også havde andet at lave idag 😉
