Jeg har mistet tålmodigheden med min gamle facebookprofil. Den har længe primært været min politiske profil og har også været den, hvor jeg har lagt mine blogindlæg på.
Og der har været rigtig meget debat og gode kommentarer. Men på det seneste, er min profil blevet ødelagt fuldstændig af spam. Der er alt for mange mennesker, som kommer med reklamer for billige lån eller sex-sider. Der er alt for mange mennesker, som melder mig ind i forskellige grupper uden at spørge mig først. Og der er alt for mange venneanmodninger fra mennesker, som jeg ikke kender. Desuden får jeg flere gange om dagen beskeder fra mennesker, som spørger om jeg er single, om jeg vil giftes eller bare spamer mig med informationer, som ikke kommer mig ved.
Idag fik jeg inden frokost 66 venneanmodninger og blev ramt af en stor spam-bølge.
Det betyder, at mange af jer, som faktisk har lyst til at tale politik og tænke store tanke med mig bliver trætte af min profil.
Og jeg er træt af, at min profil er blevet ødelagt sådan. Og at der ikke er noget, jeg kan gøre ved det. Jeg kan ikke vinde kampen. Og jeg gider ikke længere brug en time om dagen på at slette indlæg eller blokere folk, som skriver underlige beskeder.
Derfor
Har jeg idag lavet en politisk side. Her vil mine indlæg komme fremover, og det er her, man skal følge min politik. Den gamle facebookside bliver slettet. Så kan vi tage debatten og snakken sammen på en god måde, og uden at blive chikaneret af spam.
Så til jer alle – please like min side og følge mig der, hvis I stadig vil følge med i det politiske. Det vil jeg blive rigtig glad for. Og anbefal den gerne til venner og bekendte. Jo flere holdninger og meninger, der kommer frem – jo klogere bliver vi alle sammen.
Det virker mere og mere som om, at det ypperste indenfor politik er, hvis man kan lave noget, som er neutralt, som er “nødvendigt”, som er objektivt og gennemberegnet.
Jeg siger ikke, at vi ikke skal finansiere politiken, selvfølgelig skal det løbe rundt økonomisk.
Men det er en løgn, at man kan have politisk objektivitet. At der er noget, som er nødvendigt at gøre. Alle politiske beslutninger er subjektive, idealistiske og vigtigst af alt et valg. Man vælger at skære i kontanthjælpen, eller man vælger at sætte pensionsalderen op. Så siger arkitekterne bag forslagene, at det er fordi, det er nødvendigt af økonomiske grunde. Men det er stadig et valg.
Der er altid et valg.
Man kan vælge, om man vil sætte pensionsalderen op, eller om man vil lave et samfund, hvor unge får flere børn. Begge dele skaber flere arbejdere til markedet.
Vi har brug for, at politikerne er langt tydeligere i deres værdier. At vi igen er stolte af at lede med værdier. At der er noget, som er rigtigt, noget som er godt. Og at man også tør sige det højt.
Jeg drømmer ikke om et samfund, som er neutralt. Et neutralt samfund er ikke længere et samfund. Hvad samles vi så om?
Jeg drømmer om et samfund, som ledes af tydelige kristne værdier, som skinner igennem i mødet med andre samfund, som er dikterende for vores valg i politiske kriser, som indlæres af alle, som bor og lever i samfundet. Værdier om næstekærlighed, om ansvar for hinanden, om respekt for den enkeltes frie valg og tro, om det enkelte menneskes uendelig værdi – uanset hvad.
Jeg har sovet 12 timer i nat, oven på et træls indlæg igår.
Frustrationerne er ikke væk, presset er ikke forsvundet. Men jeg har fået lidt mere tid til at få mine prioriteringer i orden.
Jeg har bedt. Jeg vil i aften huske min daglige andagt, hvad jeg ellers ikke altid er god til. Jeg har hørt en prædiken som podcast, som meget sigende huskede mig på, at jeg skal tanke energi fra kilden, før jeg kan bruge den.
Og så har jeg valgt at blanke en opgave, som skulle være skrevet hen over påsken. Tiden skal i stedet bruges på at læse de forsømte tekster, så jeg har en chance for at skrive et ordentligt produkt, når opgaven skal genindleveres.
Idag er træningen aflyst, da jeg sov længe i stedet. Til gengæld vil jeg prioritere fitness i morgen og måske en løbetur søndag aften, hvis tiden tillader det.
Jeg fik mange kommentarer igår, flere rådgav også til at skære politik fra. Det kan jeg ikke. Det er min drøm, min passion. Det er mit kald og dét, som giver mig mening i tilværelsen. Jeg har et brændende ønske om at gøre en forskel – og dette er nogle gange prisen for dybfølt idealisme. Desværre har jeg ikke muligheden for at skære ned på studiet. Hvis jeg kunne læse på deltid, ville jeg gøre det. Men takket være fremdriftsreformen, så er det ikke en mulighed mere. Til gengæld, er der ikke noget krav om, at en dygtig politiker også er en dygtig studerende. Og at 12-tallet godt kan være noget, som hørte fortiden til.
Alt i alt vil jeg bare sige, at det nok skal gå. Jeg tror, det bliver hårdt. Jeg tror, succes virkelig kommer med blod, sved og tårer, søvnløse nætter og tidlige rynker. Men jeg er også overbevist om, at hvis kristne værdier igen kan blive styrende i vores samfund, så vil det være det hele værd. Hvis familien kan blive sat i fokus og børnene og de fattige være i højsædet – så er det besværet værd. Især på en dag, hvor kontanthjælpsloftet gør fattige børns hverdag hårdere og deres fremtid mørkere.
Igen bliver det langt – indlægget er for min egen skyld. Læs gerne med. Det handler om den kamp, som er allervigtigst for mig og for vores samfund.
Jeg havde i går aftes et spændende møde på en café på Istedgade. Vi sad bare tre personer, og kendte stort set ikke hinanden på forhånd. Samtalen gik på, om jeg skal skrive en bog.
Det var en vildt spændende samtale, og vi kom vidt omkring hele mit politiske projekt. Et projekt, som jeg har utrolig svært ved at strukturere nok til at få ned på skrift. Hvilket måske også er grunden til, at bloggen her ikke er blevet nogen stor succes.
Mit projekt, eller mit hjertebarn om man vil, handler i få hovedpunkter om:
Vi har som samfund brug for stærke kristne værdier. Vi har brug for at kunne skelne rigtigt og forkert, så vi bliver rustet til at tage stilling til politiske udfordringer. Ligesom, at vi som individer har værdier, der styrer vores instinktive reaktioner og holdninger.
Fælles værdier, ville gøre det af med “dem og os”-tankegangen. Vi lærer hele tiden, at der ikke kan være et “vi” uden et “de”. Det er forkert. Der er et naturligt “vi” som mennesker. Og skillelinien går ikke mellem én gruppe mennesker og en anden. Nej udfordringen og konflikten står mellem dem vi er og dem vi bør være. “Vi”.
Fælles værdier vil betyde, at vi kan diskutere udfordringerne politisk, hvor de hører til. At vi kan skabe resultater sammen. Én af de for mig største kristne værdier er, at alle mennesker er lige meget værd. Vi har værdi som mennesker, fordi vi er mennesker – uanset værdien af vores handlinger. Hvis vi kan cementere dét som en værdi, der også styrer samfundet, så kan vi holde op med at skabe fjendskab mellem fx kristne og homoseksuelle. Mellem danskere og flygtninge. Mellem rige og fattige. Mellem mænd og kvinder.
I stedet for at sidde fast i diskussionen om, hvem der er den største idiot, kan vi diskutere, hvordan vi løser problemerne. Med fælles værdier om, at alle mennesker er lige meget værd, at mennesker i nød har brug for hjælp, at vi har ansvar for at hjælpe hinanden og at vi er solidariske med alle mennesker på jorden – med sådanne værdier kan vi i stedet for at diskutere OM vi skal hjælpe flygtninge eller HVORFOR, vi skal hjælpe, gå direkte til debatten om HVORDAN vi skal hjælpe flygtninge.
Stærke kristne værdier i samfundet vil bl.a. kunne skabe modkultur til radikalisering. Vi kan ikke slå radikaliserede tanker ned ved at lukke en moske eller udvise en imam. Vi må møde værdier med værdier.
Og hvorfor så netop kristne værdier?
Fordi det er de værdier, som har formet os som samfund gennem århundreder. Det er værdier, som ligger bag store erklæringer som menneskerettighedserklæringen i FN, børnekonventionen, flygtningekonventionen osv. Desuden er det værdier, som favner bredt. Det er værdier om solidaritet og næstekærlighed. Det er inkluderende værdier, som sætte det enkelte menneske højt. Det er værdier, som skaber balance mellem individ og fællesskab. Det går imod den socialistiske idé om, at fællesskabet går foran individet. Og imod liberalistiske tanker om ethvert individ for sig selv. Det er værdier som tager udgangspunkt i den enkelte – og samtidig vægter både individets ansvar for andre i et fællesskab og individets behov for engagerende relationer til andre individer. Personalisme – med et fint ord.
Bum. Samtalen i går var lang og dyb. Jeg talte og fortalte. Jeg delte mine vigtigste politiske tanker og drømme. Jeg tror på, vi kan skabe et sådant samfund med stærke kristne værdier. Men det kommer til at tage tid. I dag kan end ikke kirkerne definere, hvad kristne værdier er. Derfor har vi brug for at tage snakken sammen – alle sammen. Det vil skabe en etik, vi kan forholde os til. Det vil skabe sammenhæng i samfundet. Skabe ansvar og engagement. Sikre frihed til frivillige valg. Og vi har brug for det.
Hvis vi ikke handler, vil vi fortsætte af sporet, hvor vi forsøge at stoppe alle menneskers søgen efter mening og værdier med enten et relativistisk “hvad synes du selv?” eller et dogmatisk og ekskluderende “Hold op med at spørge, bare gør som vi altid har gjort.” Ingen af delene vil skabe sammenhæng. Det vil kun øge fragmenteringen i “dem og os”. Det vil skabe had og fjendebilleder. Og det vil gøre næste generation om muligt mere etisk og værdimæssigt forvirret og rodløs end den nuværende. Vi har brug for et sprog, der kan tale om de store spørgsmål. Vi har brug for at anerkende værdiernes betydning.
Det blev langt, det blev abstrakt. Det bliver næppe et af de mest læste indlæg her på bloggen. Men jeg havde brug for, at få bare lidt af tankerne ned på skrift. Og så håber og beder jeg til, at der kommer et menneske, som kan se potentialet – ligesom de kunne på mødet i går aftes. Og at det mennesker også har evnerne og lysten til at samarbejde med mig om at skrive det ned i et værk, som kan udgives og formidles til andre.
Og som giver mere mening end dette indlæg. Take it or leave – dette indlæg skrev jeg for min egen skyld.
Dette indlæg kommer på baggrund af lang tids undring og diskussioner. Så derfor beklager jeg, at der er gået næsten en uge, siden jeg skrev noget sidst.
Og indlægger er af de længere, så hold fast og følg med. Jeg bilder mig ind, det er værd at læse.
Jeg har siden begyndelsen af min interesse for politik og spæde karriere været meget tydelig omkring, at jeg er kristen. Og også en kristen, som tror på en skabende Gud. Det er åbenbart selv i et kristent land meget kontroversielt.
Når jeg diskuterer med mennesker møder jeg mange usaglige argumenter og stor kritik af, at jeg som kristen også blander mig i politik. Især fordi, jeg er kristendemokrat. Her kommer bare nogle stykker:
“Hvis I sletter ‘kristen’ i jeres navn, så bliver I valgt.”
“Du må gerne være kristen, der har du jo ret til, bare det ikke fylder for meget i politikken.”
“Hvordan kan du som kristen være politiker i et land med religionsfrihed.”
“Hvis du tror på en skabende Gud, kan man ikke stole på noget, du siger.”
Dette og meget mere er sagt af mine politiske modstandere. Dog er der også mange, som har en holdning til min tro, blandt andre kristne og folk, jeg møder i kirkerne.
Mange vil gerne, at jeg ikke er SÅ kristen, at jeg drosler det ned. Men det værste er næsten, når jeg møder folk i kristne sammenhænge, som roser mig for at stå frem, mener der er brug for kristne i politik. Og så alligevel stemmer på nogle helt andre. Så opbakningen til flere kristne i politik er åbenbart ikke ligeså vigtig som fx dagpenge eller højere SU.
Her kommer så mit genmæle:
Nej, vi bliver ikke valgt, fordi vi ændrer vores navn. Jeg er overbevist om, at vælgerne stemmer på dem, de er mest enige med, og ikke på det parti, som hedder det “rigtige”. Helt ærligt!
Og ja, jeg er kristen. Det har jeg lov til. Men det er mere end bare det.
Jeg hører aldrig socialister for at vide, at de skal drosle lidt ned på det socialistiske. Eller liberalister.
Kristendemokraterne er ikke et teologisk parti. Vi er ikke er religiøst parti.
Vi er et parti, som bygger vores holdninger på er kristent livs- og menneskesyn. Ligesom Enhedslisten bygger deres holdninger på det socialistisk menneskesyn. Og Liberal Alliance bygger på liberalistiske værdier. Derfor forholder jeg mig som politiker ikke til teologi. Jeg forholder mig til politik. Jeg forholder mig derfor fx ikke til om homoseksualitet er forkert eller ej – det er et teologisk spørgsmål. Men jeg forholder mig til, om staten skal finansiere kunstig befrugtning til par uden mor/far – det er politisk spørgsmål.
Der er forskel og forskellen er meget vigtigt.
Så ja, jeg er kristen. Jeg er også politiker. Og jeg kan godt finde ud af at være kristen politiker uden at blive hverken præst eller forkynder. Så til modstanderne: ja, selvfølgelig kan jeg og Kristendemokraterne være i politik uden at prædike. Og til uforstående medspillere – nej, jeg kommer ikke til at tage stilling til teologiske spørgsmål som politiker. Hvis der er spørgsmål om, hvorvidt Jesus er opstået i kød og blod, så tag dem med en præst. Det betyder ikke, at jeg ikke som privatperson har en holdning og en tro ang de teologiske områder. Slet ikke. Det gør mig ikke mindre kristen at jeg ikke vil citere Paulus fra folketingets talerstol. Men der er forskel på teologi og politik. Det skal der være i et demokrati.
Så jeg er kristen og demokrat. Fordi de er forskellige og samtidig godt kan sameksistere. Derfor kommer Kristendemokraterne ikke til at skifte navn. Vi står fast på vores politiske holdninger og kæmper for et kristent livs- og menneskesyn – ligesom LA kæmper for liberalistiske værdier.
