Vi betragter os selv som et gavmildt, tolerant og dejligt folkefærd, os danskere. Vi har den nordiske velfærdsmodel og er stolte af måden, vi tager os af hinanden på. Og med god grund. Men når det kommer til frivilligt at hjælpe mennesker, som har det svært – så er vi langt bagefter fx amerikanerne.

Den gennemsnitlige middelklasse-amerikaner giver omkring $6000 om året. Det svarer i meget runde tal til ca. 30.000 kr. Det er flot. Der er en stor kultur omkring, at man lægger penge til side løbende for så at kunne støtte velgørende formål i december. Mange har to konti – én til akut hjælp som fx jordskælv og én til mere langsigtet hjælp som fx hjemløse eller flygtninge.

Billedet ovenfor er screenshots af min egen økonomi. Jeg har i mange år haft en konto til velgørenhed, hvor jeg sætter 10% af min løn ind på. Ved siden af er de seneste transaktioner fra kontoen. Jeg har i år betalt 1000 kr. til Dansk flygtningehjælps indsamling for nogle måneder siden. Og så her i december 1000 kr. til Kristelig Handicapforening.

Når jeg fortæller det til andre, eller læser reaktioner på amerikanernes gavmildhed, så undrer jeg mig over dem. Standardreaktionen er nemlig ikke beundring eller tak. Nej, den er retfærdiggørende, selvhævende, misundelig eller direkte fordømmende. Hvorfor er vi sådan?

I stedet for at lade velgørenhed være til inspiration, så får jeg at vide, at jeg “ikke skal tro, jeg er noget.” “Du skal ikke gøre dig bedre, end du er.” “Du tror nok, du er bedre end mig, hva´.” Der er endda nogle, som forsøger at tale det ned, forklare mig, at det ikke nytter eller direkte fortælle mig, at jeg skal lade være. Folk reagerede også på amerikanerne ved at “undskylde” med, at vi i Danmark har et højere skattetryk. Eller at de også bare er rigere. Hvordan kan det være, at gode gerninger mødes af så meget negativitet?

Nej, jeg tror ikke, jeg er bedre end andre. Jeg betaler ikke til velgørenhed for at fornærme folk eller prale med det. Jeg gør det for at hjælpe mennesker, som ikke har samme luksus som jeg selv. Og jeg vil ikke have at vide, at det ikke nytter eller at jeg skal lade være, bare fordi folk er misundelige eller selv har dårlig samvittighed. Jeg fortæller om det, så det forhåbentlig kan inspirere andre til at gøre godt – så endnu flere mennesker kan få hjælp.

Og jeg er dansker, på SU, har højt skattetryk osv. Så nej, jeg kan ikke betale 30.000 kr. om året. Men jeg kan betale 10%. Det kan alle. Hvis ikke 10%, så måske 5%? For nogen vil det være 2.000 kr. om året, for nogle 30.000 kr. og for nogle måske 60.000 kr. Men bild mig ikke ind, at hjemløse eller flygtninge siger nej til 2000 kr. Eller at de kun mangler hjælp i lande med lavere skattetryk.

Og så håber jeg bare, at flere vil give og hjælpe. Og at dem, som allerede giver og hjælper ikke skal gå rundt med dårlig samvittighed over det, fordi folk, som ikke selv giver er misundelige.

Jeg er dansker. Jeg ved derfor ikke, hvad det vil sige at være vokset op i Italien. Jeg har besøgt Rom flere gange, men når jeg ser mig omkring, så oplever jeg byen med mine danske øjne. Jeg tager stilling til den med mine danske øjne.

Deres parkeringsregler er hul i hovedet, deres morgenmad er meget langt fra havregryn og skyr og deres temperament er langt vildere end mit. I det hele taget er der mange forskelle. Jeg kan forsøge, at forstå, hvad det vil sige at være italiener. Men jeg kan faktisk aldrig vide, hvordan det er – for jeg er ikke italiensk og bliver det aldrig. Derfor har jeg heller ingen ret til at dømme italienere, fordi jeg ikke forstår dem. Jeg har ingen ret til at bede dem dæmpe deres temperament, fordi jeg selv er mere rolig skandinaver. Og jeg har i hvert fald ikke ret til at bede dem skjule, at de er italienske, så de kan passer ind i min danske verden.

De fleste er nok enige så langt.

Alligevel er der mange idag, som behandler kristne i Danmark sådan. Der er mange som tror, de ved, hvad det vil sige at tro. De mener, de kan bestemme, hvad der skal være rigtigt og forkert at tro på. De tror, en folketingsbeslutning kan ændre Bibelen. De synes det er ok, at kalde min tro for gammeldags og umoderne – på trods af, vi lever i den samme tid. De mener, det er ok, at bede mig skjule min tro, så jeg passer ind i deres ateistiske verden. Og samtidig mener de ikke, de gør noget forkert.

Jeg vil gerne her slå fast: Tro er ikke kun en livsstil. Det er ikke en hobby. Det er ikke kun  et livsstilsvalg, ligesom det er, hvis man køber økologi eller stemmer borgerligt. Tro er så meget dybere og mere end det. Jeg tror ikke, der er mange, som er villige til at give deres liv og alt, hvad de har i tilværelsen for økologien eller for et politisk parti. Men jeg kender mange, mig selv inklusive, som hvis det kom til stykket hellere mistede mit liv end min tro.

Og jeg er ikke ekstremist. Jeg er ikke farlig. Jeg er ikke terrorist eller fanatiker.

Jeg er troende. Og det har jeg lov og ret til at være uden at ateister og ikke-troende skal påstå, at jeg “bare” kan lægge troen fra mig. Vi skal blive bedre til at respektere hinanden. Og så skal vi holde op med at kloge os på mennesker, hvis vi nægter at prøve at forstå dem først.

Idag skal vi stemme.

Det har været en af de dårligste, mest manipulerende og mindst oplysende valgkamp, jeg nogensinde har set. Det er uværdigt for de danske vælgere. Jeg bilder mig ind, jeg er i den mere oplyste halvdel af danskerne, når det handler om politik. Og jeg har gjort mit bedste for at sætte mig grundigt ind i afstemningen både ved at lytte til medier, set Detektor, læst eksperters vurderinger og talt med mine politiske venner. Og jeg er stadig forvirret og stadig i tvivl.

Derudover skammer jeg mig over partiernes kampagner. Både JA- og NEJ-siden. Vi lever i et demokrati. Og det vigtigste ved demokratiet er, at vælgerne kan træffe fornuftige, veloplyste beslutninger om, hvordan vi vil styre vores land.

Og længe har jeg da også forsvaret, at folkeafstemninger er noget af det mest demokratiske, vi har. Men hvis folkeafstemninger fremover skal være som denne, er jeg ikke sikker mere.

Spørgsmålet, vi skal besvare idag er så teknisk og kompliceret, at vælgerne fortjener god information om området. Der sidder en masse eksperter på både JA- og NEJ-siden, som kan udtale sig sagligt. Men i valgkampen drukner de i politikernes skræmmekampagner, og vælgerne er selv på valgdagen grundlæggende forvirret.

Med sådanne kampagner betyder det, at politikerne har gjort deres bedste for at forvirre vælgerne, med det resultat at vælgerne har de dårligst tænkelige forudsætninger for at træffe det rigtige valg. Hvis kampagner fordummer vælgerne, så er folkeafstemninger ikke demokratisk, fordi veloplyste politikere kan manipulere det svar ud af vælgerne, som de ønsker. Derudover betyder det, at stemmeprocenten falder og politikerleden stiger.

Kampagnerne frem mod valget idag har været langt mere ødelæggende for demokratiet end konsekvenserne af afstemningen kan være – uanset om det bliver JA eller NEJ.

Dette er mit nuværende profilbillede på Facebook.

Jeg har valgt det, fordi det skal se seriøst, professionelt og politisk ud. Og så er det valgt, fordi det ikke viser fx. at jeg har lidt fedt på maven og usymmetriske knæ. Jeg har en nogenlunde hårdag og ikke for meget eksem.

Jeg er næppe den eneste, som vælger det bedst mulige billede til sociale medier. Jeg skriver også kun positiv ting på medierne – stort set. Jeg ønsker, som så mange andre unge, at være en del af den perfekte klub.

Klubben, hvor adgangskravene er, at jeg har et fungerende parforhold/er lykkelig single, træner 3-4 gange om ugen, spiser sundt, får gode karakterer på et fancy studie, har et spændende arbejde, har gode fritidsinteresser, har venner jeg bruger en masse tid med, så jeg fungerer socialt – og helst også er aktiv og opdateret på alle medier, hele døgnet, alle dage.

Jeg kan ikke leve op til adgangskravene. Jeg har ikke en chance for at få dét puslespil til at gå op. Så jeg lader som om. Når jeg taler med folk, så lader jeg som om. Jeg lyver ikke. Men jeg udvælger det gode og taler ikke om det dårlige. Taler stort set aldrig om dagene, hvor jeg ikke nåede i skole, sov over mig, ikke læste nyheder, så mange timers Netflix, spiste en stor pizza og 750 g. blandet slik. De få gange, jeg taler om mine uperfekte dage, så er det for at signalere: “se jeg er ligesom jer…” som regel for at få større opbakning til noget.

Det giver mig stress og præstationsangst. Og jeg er næppe den eneste. For hver gang jeg fejler, sammenligner jeg mig med andre “perfekte” politikere. Og jeg ser kun mine fejl. Det, jeg glemmer (hver gang) er, at jeg også kun ser de andres “perfekte” dage. Jeg ser ikke deres fejl.

Konklusionen må være: vi skal som ny, ung generation aldrig glemme vores drivkraft og ambitioner. Vi skal gøre os umage og gøre vores bedste. Og så vigtigst af alt huske, at ingen er perfekte.

Jeg tror ikke, det er realistisk at få hele verden til at begynde at dele deres uperfekte dage. Men jeg mener det er både realistisk og vigtigt, at vi ikke holder vores egen succes og værdi som mennesker op imod hinanden. At jeg ikke sammenligner mit gennemsnit med andres perfekte dage. Svært, ja. Nødvendigt, absolut.