Kan kristendommen være en politisk ideologi?

Dette indlæg kommer på baggrund af lang tids undring og diskussioner. Så derfor beklager jeg, at der er gået næsten en uge, siden jeg skrev noget sidst.
Og indlægger er af de længere, så hold fast og følg med. Jeg bilder mig ind, det er værd at læse.

Jeg har siden begyndelsen af min interesse for politik og spæde karriere været meget tydelig omkring, at jeg er kristen. Og også en kristen, som tror på en skabende Gud. Det er åbenbart selv i et kristent land meget kontroversielt.

Når jeg diskuterer med mennesker møder jeg mange usaglige argumenter og stor kritik af, at jeg som kristen også blander mig i politik. Især fordi, jeg er kristendemokrat. Her kommer bare nogle stykker:

“Hvis I sletter ‘kristen’ i jeres navn, så bliver I valgt.”
“Du må gerne være kristen, der har du jo ret til, bare det ikke fylder for meget i politikken.”
“Hvordan kan du som kristen være politiker i et land med religionsfrihed.”
“Hvis du tror på en skabende Gud, kan man ikke stole på noget, du siger.”

Dette og meget mere er sagt af mine politiske modstandere. Dog er der også mange, som har en holdning til min tro, blandt andre kristne og folk, jeg møder i kirkerne.
Mange vil gerne, at jeg ikke er SÅ kristen, at jeg drosler det ned. Men det værste er næsten, når jeg møder folk i kristne sammenhænge, som roser mig for at stå frem, mener der er brug for kristne i politik. Og så alligevel stemmer på nogle helt andre. Så opbakningen til flere kristne i politik er åbenbart ikke ligeså vigtig som fx dagpenge eller højere SU.

Her kommer så mit genmæle:
Nej, vi bliver ikke valgt, fordi vi ændrer vores navn. Jeg er overbevist om, at vælgerne stemmer på dem, de er mest enige med, og ikke på det parti, som hedder det “rigtige”. Helt ærligt!
Og ja, jeg er kristen. Det har jeg lov til. Men det er mere end bare det.

Jeg hører aldrig socialister for at vide, at de skal drosle lidt ned på det socialistiske. Eller liberalister.

Kristendemokraterne er ikke et teologisk parti. Vi er ikke er religiøst parti.
Vi er et parti, som bygger vores holdninger på er kristent livs- og menneskesyn. Ligesom Enhedslisten bygger deres holdninger på det socialistisk menneskesyn. Og Liberal Alliance bygger på liberalistiske værdier. Derfor forholder jeg mig som politiker ikke til teologi. Jeg forholder mig til politik. Jeg forholder mig derfor fx ikke til om homoseksualitet er forkert eller ej – det er et teologisk spørgsmål. Men jeg forholder mig til, om staten skal finansiere kunstig befrugtning til par uden mor/far – det er politisk spørgsmål.

Der er forskel og forskellen er meget vigtigt.

Så ja, jeg er kristen. Jeg er også politiker. Og jeg kan godt finde ud af at være kristen politiker uden at blive hverken præst eller forkynder. Så til modstanderne: ja, selvfølgelig kan jeg og Kristendemokraterne være i politik uden at prædike. Og til uforstående medspillere – nej, jeg kommer ikke til at tage stilling til teologiske spørgsmål som politiker. Hvis der er spørgsmål om, hvorvidt Jesus er opstået i kød og blod, så tag dem med en præst. Det betyder ikke, at jeg ikke som privatperson har en holdning og en tro ang de teologiske områder. Slet ikke. Det gør mig ikke mindre kristen at jeg ikke vil citere Paulus fra folketingets talerstol. Men der er forskel på teologi og politik. Det skal der være i et demokrati.

Så jeg er kristen og demokrat. Fordi de er forskellige og samtidig godt kan sameksistere. Derfor kommer Kristendemokraterne ikke til at skifte navn. Vi står fast på vores politiske holdninger og kæmper for et kristent livs- og menneskesyn – ligesom LA kæmper for liberalistiske værdier.