Dette indlæg kommer på baggrund af lang tids undring og diskussioner. Så derfor beklager jeg, at der er gået næsten en uge, siden jeg skrev noget sidst.
Og indlægger er af de længere, så hold fast og følg med. Jeg bilder mig ind, det er værd at læse.

Jeg har siden begyndelsen af min interesse for politik og spæde karriere været meget tydelig omkring, at jeg er kristen. Og også en kristen, som tror på en skabende Gud. Det er åbenbart selv i et kristent land meget kontroversielt.

Når jeg diskuterer med mennesker møder jeg mange usaglige argumenter og stor kritik af, at jeg som kristen også blander mig i politik. Især fordi, jeg er kristendemokrat. Her kommer bare nogle stykker:

“Hvis I sletter ‘kristen’ i jeres navn, så bliver I valgt.”
“Du må gerne være kristen, der har du jo ret til, bare det ikke fylder for meget i politikken.”
“Hvordan kan du som kristen være politiker i et land med religionsfrihed.”
“Hvis du tror på en skabende Gud, kan man ikke stole på noget, du siger.”

Dette og meget mere er sagt af mine politiske modstandere. Dog er der også mange, som har en holdning til min tro, blandt andre kristne og folk, jeg møder i kirkerne.
Mange vil gerne, at jeg ikke er SÅ kristen, at jeg drosler det ned. Men det værste er næsten, når jeg møder folk i kristne sammenhænge, som roser mig for at stå frem, mener der er brug for kristne i politik. Og så alligevel stemmer på nogle helt andre. Så opbakningen til flere kristne i politik er åbenbart ikke ligeså vigtig som fx dagpenge eller højere SU.

Her kommer så mit genmæle:
Nej, vi bliver ikke valgt, fordi vi ændrer vores navn. Jeg er overbevist om, at vælgerne stemmer på dem, de er mest enige med, og ikke på det parti, som hedder det “rigtige”. Helt ærligt!
Og ja, jeg er kristen. Det har jeg lov til. Men det er mere end bare det.

Jeg hører aldrig socialister for at vide, at de skal drosle lidt ned på det socialistiske. Eller liberalister.

Kristendemokraterne er ikke et teologisk parti. Vi er ikke er religiøst parti.
Vi er et parti, som bygger vores holdninger på er kristent livs- og menneskesyn. Ligesom Enhedslisten bygger deres holdninger på det socialistisk menneskesyn. Og Liberal Alliance bygger på liberalistiske værdier. Derfor forholder jeg mig som politiker ikke til teologi. Jeg forholder mig til politik. Jeg forholder mig derfor fx ikke til om homoseksualitet er forkert eller ej – det er et teologisk spørgsmål. Men jeg forholder mig til, om staten skal finansiere kunstig befrugtning til par uden mor/far – det er politisk spørgsmål.

Der er forskel og forskellen er meget vigtigt.

Så ja, jeg er kristen. Jeg er også politiker. Og jeg kan godt finde ud af at være kristen politiker uden at blive hverken præst eller forkynder. Så til modstanderne: ja, selvfølgelig kan jeg og Kristendemokraterne være i politik uden at prædike. Og til uforstående medspillere – nej, jeg kommer ikke til at tage stilling til teologiske spørgsmål som politiker. Hvis der er spørgsmål om, hvorvidt Jesus er opstået i kød og blod, så tag dem med en præst. Det betyder ikke, at jeg ikke som privatperson har en holdning og en tro ang de teologiske områder. Slet ikke. Det gør mig ikke mindre kristen at jeg ikke vil citere Paulus fra folketingets talerstol. Men der er forskel på teologi og politik. Det skal der være i et demokrati.

Så jeg er kristen og demokrat. Fordi de er forskellige og samtidig godt kan sameksistere. Derfor kommer Kristendemokraterne ikke til at skifte navn. Vi står fast på vores politiske holdninger og kæmper for et kristent livs- og menneskesyn – ligesom LA kæmper for liberalistiske værdier.

Vi lever i en tid, hvor religion får større og større betydning. Både ude i verden, hvor religionskonflikter især i Mellemøsten har store konsekvenser for millioner og af mennesker, og herhjemme i lille Danmark, hvor religion og tro også fylder mere i medierne. Ofte i forbindelse med flygtninge, men også i diskussioner om konfirmationsundervisning i folkeskolen, en kristen videnskabsminister osv.

Religion og tro er en stor og vigtig ting i rigtig mange menneskers liv. Det er derfor ikke så underligt, at det også vil fylde i mødet mellem mennesker. Problemet er, at vi i Danmark har holdt religion ude fra debatten og det offentlige rum så længe, at vi ikke længere er i stand til at forstå endsige forholde sig til tro.

Mange unge søger efter svar på spørgsmål i livet, søger efter mening. Det er helt naturligt, det gjorde og gør jeg også selv. Men i en tid, hvor skolen ikke må give klare værdimæssige, etiske og moralske svar af frygt for, at lærerne forkynder. Når samfundet hylder relativismen og mottoet “hvad der er godt for dig…”. Når politikerne betragter tro og søgen som samfundets fjender. Ja, så er det svært for mange unge at finde svar på deres søgen. Den kristne kultur spiller en for lille rolle, og det tydeligste svar, mange unge derfor finder, finder de i moskeer og radikaliserede miljøer.

Politikere fra DF til Radikale forsøger desperat at forhindre unge i at søge, stille spørgsmål og forlange klare svar. De har selv aldrig fundet svar. Fundet moral, der kan skelne mellem rigtigt og forkert. Og når alt i samfundet skal være til debat, alt skal diskuteres, intet er sort/hvidt, rigtigt eller forkert – alt er gråt. Ja, hvis alt er gråt i samfundet og i politikernes tankemønstre, så er det klart, de ikke kan hverken forstå eller svare, når unge søger det sort/hvide.

Vi har brug for politikere og stemmer i debatten, som tør sige fra. Som ved, at ikke alt er gråt. Der er noget, som er rigtigt, og noget som er forkert. Vi har brug for stærke værdier i samfundet. Værdier med udgangspunkt i et kristne livs- og menneskesyn. Værdier, som er sort/hvide, som ikke kan diskuteres. I praksis kunne det fx være værdien om menneskers værdi og retten til deres eget liv. En værdi, som politikere med grå tankemønstre tror, kan diskuteres eller tages en time out fra. Det kan der ikke.

I dag har vi mange “blinde” politikere i et tankemønster, hvor alt er gråt, der forsøger at lede en verden med søgen, tro og religion. En verden, hvor der findes både sort, hvidt og gråt. Det siger sig selv, at sådanne politikere vil fejle.

Her kommer et bundærligt indlæg om skyggesiden af idealisme. Når det ikke er sjovt mere. Når det er hårdt og svært. Når det giver flere tårer end smil.

Jeg er utålmodig. Fra jeg beslutter mig for noget, til jeg gør det, går der sjældent lang tid. Jeg er typen, der kigger på ny computer og bestiller den samme eftermiddag. Samme utålmodighed gælder for min politik.

Når jeg ikke føler, jeg gør en forskel. Når jeg ikke brænder igennem, er politik ikke sjovt. Det er i de perioder, jeg mister lysten. Ikke permanent. Jeg har stadig et brændende ønske om at gøre en forskel. Men nogle gange ender min utålmodighed i frustrationer. Og frustrationerne i modløshed. Modløshed i dovenskab, håbløshed og lysten til at give op.

Jeg er klar over, at nogle ting går rigtig godt. Men lige nu, er jeg bare i en tid, hvor jeg mest ser det, som ikke lykkes.

Bloggen har ikke mange læsere
Bloggen deles ikke
Ikke mange følgere på instagram
Ikke mange følgere på twitter
Jeg kommer ikke igennem i medierne
Jeg kan ikke få kontakt til journalister
Jeg brændes af til møder
Jeg gør ikke en forskel

Der er en lille fremgang på instagram, men det går utrolig langsomt.

Det gør mig usikker. Jeg er trods alt kun menneske. Jeg har aldrig tvivlet på projektet. Jeg er overbevist om, at Danmark har brug for kristne værdier, har brug for et arbejdsmarked for familiens skyld, har brug for at tage os af hinanden og resten af verden. Har brug for at skabe en børnevenlig verden og fremtid. At vi må og skal kæmpe for et menneskesyn om, at ALLE mennesker, født som ufødt, gammel som ung, afrikaner og europæer, er lige meget værd og fortjener respekt. At vi har brug for stærke kristne værdier, til at sikre vores fremtid.

Men jeg tvivler i perioder som denne på, om jeg er den rigtige til at bære værdierne frem. Når jeg ikke lykkes, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det er, jeg gør forkert. Hvad det er komet-politikerne har, som jeg ikke har. Hvad det er, der gør, andre brænder igennem, når jeg ikke gør. Hvad der skaber forandringer, når jeg ikke kan. Hvad der engagerer mange mennesker, når jeg ikke kan.

Jeg rammes kort af lysten til at opgive det hele. Samme lyst ramte mig efter valget.

Men jeg tror for meget på projektet. Jeg synes, det er for vigtigt til at give op. Jeg KAN ikke være ligeglad. Jeg KAN ikke give op. Der ER brug for kristne værdier i samfundet.

Men jeg har nogle gange lyst til at give op. For tiden, lykkes det ikke. Jeg brænder ikke igennem. Jeg når ikke ud og forandrer noget. Men jeg har ikke andet valg end at fortsætte. For hvad i alverden skulle jeg ellers gøre – opgive mit hjertebarn?

Jeg kan bare bede til, Gud lader mig brænde igennem, før jeg brænder ud.

Godmorgen,

Jeg skal til donortapning kl. 8.20 idag og er derfor tidligt oppe for at nå at drikke og spise nok inden. Og så kan jeg jo lige opdatere bloggen med seneste nyt i #detuperfekteliv

Mange har misforstået min idé med det. Eller også har jeg bare ikke forklaret mig godt nok.

Det er ikke et forsøg på at vise alt det, som er dårligt – KUN. Min pointe er netop, at vise helheden, sandheden, de gode og dårlige dage, det perfekte og uperfekte i en blanding. For at vise, at livet ikke er perfekt hele tiden. Men at det heller ikke hele tiden er skidt.

Derfor kommer der både billeder op, når jeg har taget 3 kg på siden nytår. Og billeder fra træningscenteret, når jeg gør noget ved det. Både billeder, når jeg spiser pizza til Netflix en hel aften, og når jeg bruger aftenen i teateret med min kæreste. Begge dele er med i mit liv – begge dele er lige stor en del af #detuperfekteliv.

Og så håber jeg bare, I vil følge med fortsat, fortsætte med at dele og måske selv begynde at bruge hashtagget?

Og så til mit egentlige spørgsmål idag: er jeg mere end woman-type end en ræson-type?

Jeg ved det ikke. Men noget kunne tyde på det, selvom jeg ikke rigtig vil være ved det. Jeg abonnerer på Ræson og betaler for at få det sendt. Og så læser jeg bladet i mine ferier, hvis jeg overhovedet får det læst. Jeg må dog også indrømme, at jeg ikke får læst på deres hjemmeside. Til gengæld er jeg trofast og daglig læser af woman.dk. Ikke fordi det egentlig interesserer mig. Men måske det bare er nemmere, rarere og mere uforpligtende at læse en artikel om “15 tegn på, du er storesøster” end at skulle forholde sig til en tung, velskrevet kronik om krigen i Syrien?

Jeg ved det ikke. Men jeg føler, jeg er min identitet utro, hver gang det sker. At den jeg er (woman) ikke rigtig stemmer overens med den, jeg gerne vil være og ofte italesætter mig selv som (ræson).

Jeg bliver ved at love, at det ændrer sig. Jeg prøver også. Om der faktisk sker en ændring, vil jeg dog ikke love.

Kh #detuperfekteliv

Så er det sagt.

Som så mange andre, følger jeg med i serien om “Ufrivilligt Far”. Den rejser spørgsmålet om juridisk abort til manden, så han kan slippe for barnet, også efter det er født.

Hvad er det, for et samfund, vi lever i, hvor dette er noget, man overvejer? Hvor er barnets rettigheder blevet af?

I følge FNs børnekonvention, så har børn RET til at kende og så vidt muligt blive passet af deres forældre. Så kan vi altså ikke lave en lov om juridisk abort, så faren kan frasige sig ansvaret. Barnet har ret til en far.

Og endnu mere absurd er næsten danskerne reaktion på udsendelserne. Mange hidser sig op over, at manden løber fra ansvaret, hvis han får juridisk abort. Men de samme mennesker, har det åbenbart fint med, at begge forældre løber fra ansvaret ved en “almindelig” abort!?

Hvis jeg skal tage danskernes holdning for gode varer, betyder det, at et barn kun har værdi som menneske, hvis moren ønsker det. Hvis ingen forældre vil have barnet, så har barnet mistet retten til sit eget liv og bliver ikke betragtet som menneske. Hvis moren til gengæld gerne vil have barnet, så er det et menneske fra de første scanninger, og faren har bare at tage ansvar?

Kan I selv se det?

Vi har brug for at sadle om. Vi har brug for at anerkende barnets liv og rettigheder – uanset om forældrene vil have barnet eller ej. Et barns rettigheder skal ikke afhænge af, hvorvidt det er elsket eller ønsket.

Og hverken mor eller far skal have lov til at frasige sig ansvaret for barnet, når først det er blevet til. Hvis de frivilligt havde sex med hinanden, så var de også klar over, der var en risiko for at få et barn. Så må de som voksne mennesker tage konsekvensen af deres handlinger og tage ansvar for barnet.

Hvad bliver ellers det næste? At vi i fremtiden også juridisk kan frasige os ansvaret for børn, som bliver syge som små? Frasige sig ansvaret for besværlige teenagere gennem juridiske krumspring? Frasige sig ansvaret for kriminalitet, fordi man var fuld den fredag nat, hvor det skete, og at man et par måneder senere, hvor konsekvenserne dukker op ikke gider tage ansvar?

Det er absurd. Og jeg håber virkelig, at udsendelserne er med til at gøre danskerne opmærksomme på dette.