Ingen druk = intet fællesskab

Skærmbillede 2015-11-28 kl. 14.15.18

Hvis jeg var gennemsnitlig studerende, ville jeg her kunne indsætte et billede af mig, der fester – til fredagsbar, på studieture og i weekenderne.

Men jeg har ikke lyst til at drikke mig fuld i tide og utide sammen med mine medstuderende. Og det har de respekt for – så ikke noget der. De tager det pænt, og vi hilser da på hinanden på gangene og til timerne.

Men det undrer mig og frustrerer mig, at alkohol er så stor en del af det sociale liv på studierne. På første semester sendes mange studerende på rustur for at blive rystet sammen – og den primære aktivitet er alkohol og fest om aftenen. Så hvis man ikke drikker, er man allerede fra første semester lidt udenfor fællesskabet. Det er selvfølgelig muligt at lære folk at kende alligevel – det er bare ikke ligeså nemt.

Jeg går nu på 5. semester og har venner i mange andre sammenhænge end studiet. Men det at jeg ikke vil drikke mig fuld sætter stadig begrænsninger. Fx arrangeres der sociale skiture, hvor fest og druk igen er en stor del af programmet. Og at jeg hurtigt ville være udenfor, hvis jeg tog med. Så det gør jeg ikke. Der kommer også snart en studietur til Rusland med en masse spændende oplevelser på programmet. Men jeg ved, at selvom det ikke står skrevet nogle steder, så forventes det at man også er klar på fester og alkohol. Og at det vil kræve en del arbejde at komme med i fællesskabet, hvis jeg ikke også er med til festerne.

Jeg har vænnet mig til det efterhåndende. Det er en del af livet, når man ikke drikker i samme grad som mine jævnaldrene. Men jeg mener ikke, at det bør være sådan. Alkohol er mange steder en alt for stor del af vores kultur især som unge. Der er ingen eller få arrangementer uden alkohol og de bliver aldrig betragtet som de vigtige at dukke på til. Men hvis det så bare betød, at jeg gik glib af venskabet med mine medstuderende var det også okay. Men det at jeg ikke drikker og fester med de andre betyder også, at jeg har svært ved at blive en del af det faglige fællesskab. Og her opstår problemet med drukkulturen idag. At hvis jeg vil have en spændende oplevelse på en studietur – så skal jeg leve med festerne. Hvis jeg vil lære nogen at kende, så vi kan dele noter og lave læsegrupper – så skal jeg tage med til festerne.

Der er mange som siger, at det ikke betyder noget. Men jeg kan mærke, at det gør det. Når jeg ikke fester, så bliver jeg ikke en del af deres sociale liv – og så er jeg den første til at blive valgt fra, når der skal dannes grupper.

Alkohol og fest kan være godt og sjovt. Og det må gerne være her – selvfølgelig. Men det er et problem, når man ikke kan få det faglige fællesskab uden også at vælge festerne til.

Jeg har haft det sjovt – og jeg har ikke dårlig samvittighed!

Skærmbillede 2015-11-26 kl. 17.18.37

Jeg har ikke skrevet længe – for jeg har holdt fri.

Noget, som jeg nok ikke er den eneste, som ikke gør nok. Og jeg tænker ikke på den “fritid” man har, mens alting er planlagt og mest består af huslige pligter og opgaver, der lige skal klares. Jeg har holdt helt fri.

Som studerende i et samfund, hvor alt handler om effektivitet og produktivitet, er der meget stor fokus på, hvor jeg bør gøre. Der er stor fokus på, hvad jeg kan og ikke kan. Jeg bliver hele tiden målt på mine evner og kompetencer – og jeg planlægger mit liv ud fra at styrke gode evner og komme af med dårlige vaner. Eller også bruger man fritiden på at træne enten sin krop eller “mind”. Og jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er medlem af Fitness World, fordi det altid er sjovt. Det føles godt, når jeg er færdig, men det er bestemt ikke noget jeg betragter, som min primære interesse. Det er noget jeg bruger min fritid på, fordi jeg også gerne vil passe ind i samfundets normer og krav til en flot krop. Og at jeg jo godt ved, at jeg ikke får en flad mave og tonede baller af at drikke cola alene.

Det gælder næppe kun mig. Jeg tænker, der er mange i vores samfund idag, så altid betragter sig selv baseret på evner, vaner og kompetencer.

Men den seneste tid, har jeg spurgt mig selv – hvad synes jeg er sjovt? Ikke rationelt, ikke sundt, ikke produktivt – bare sjovt. Og jeg siger ikke, at jeg ikke synes bloggen her er sjov – det er den. Men den måtte i den seneste tid på en pause sammen med mange andre politiske ting.

Jeg har brugt tiden på at finde ud af, at jeg faktisk stadig synes, det er sjovt at tegne og farvelægge billeder. Ikke kunst – bare tegninger. Det gjorde jeg som barn, og jeg nyder det stadig. Jeg har hæklet lidt mere på et tæppe imens jeg har lyttet til podcasts om amerikansk fodbold. En sport jeg følger med i alene fordi jeg synes, det er sjovt. Og heldigvis har jeg venner, som deler min interesse.

Jeg har spist chokolade, fordi jeg nyder det. Uden at skulle træne bagefter.

Jeg er ikke psykolog eller uddannet indenfor området. Men jeg vil vove den påstand, at det er sundt engang imellem – også som voksen – at gøre det, der er sjovt. Uden at skulle have dårlig samvittighed over det bagefter.

Så fra nu af er der et punkt mere på min daglige liste af gøremål. På samme niveau som andagt, studie, politisk nyheder, blog og tid med min kæreste kommer også punktet “frivillig fritid – gør noget sjovt.” Og jeg glæder mig allerede til at nå listen igennem igen i morgen.

Lad mit køn være i fred

blog

Helt ærligt, så er jeg af hjertet træt af, at der altid skal være fokus på mit køn. Især når det forvrængede fokus kommer fra de velmenende feminister, som påstår, de kæmper på min side. Hvis I virkelig vil kvinder det godt, så lad os være i fred.

I det ene interview efter det andet om stærke kvinder, skal der altid være fokus på det netop dét – at de er kvinder. Da jeg var spidskandidat i Østjylland ved valget i sommers, kom mit køn igen i fokus. Det var en overskrift værd at jeg var eneste kvindelige spidskandidat i den første paneldebat på TV2 Østjylland. Jeg havde ærligt talt ikke skænket det en tanke selv. Men det kom jeg til. For i stedet for at spørge, hvad jeg gik til valg på, så blev jeg spurgt hvordan det var at være eneste kvinde.

Helt ærligt. I min verden er ligestilling, at vi kan se bort fra kønnene. De skal være der, vi skal ikke negligere dem. Men vi skal heller ikke hele tiden fokusere på det. Jeg er kvinde og hvad så!

Hvorfor skal jeg evig og altid konfronteres med ligestillingsspørgsmål, når mændene ikke skal. Når det ikke er relevant. Vi stod 10 dygtige politikere og der kunne spørges om alt. Hvordan skal Danmark styres? Vigtigt spørgsmål! Hvorfor har jeg kjole på, er der et budskab? Ligegyldigt spørgsmål. Kære Wammen, er der et budskab i, at du har bukser på i dag?

Jeg vil gerne gøre det godt i politik i Danmark. Jeg vil gerne gøre en forskel for Danmark. Og jeg vil gerne have lov til at være med på lige vilkår som alle andre. Så kære feminister – hvorfor kan I ikke bare lade mig være kvinde i fred. Og så begynde at behandle mig som alle andre. Det er ikke flot, at jeg er kvindelig spidskandidat. Det er flot, hvis jeg skaber politiske resultater.

Jeg vil glæde mig til en tid, hvor jeg kan blive præsenteret og talt om som politiker, meningsdanner eller sågar i negative termer og blive kaldt lallende naiv idealist. Men gider I ikke godt lade mit køn være i fred og betragte mig for det jeg gør i stedet for, hvad der er mellem mine ben.

Tak.

Jeg er ikke spændende. Jeg er bare mig

00 Blog

Jeg er meget modstander af Janteloven, vil jeg lige slå fast først. Men jeg er ligeså meget træt af, vores ekstreme fokus på at gøre os selv mere spændende, end vi faktisk er. Der må være en mellemvej.

Jeg er ikke dårligere end andre, jeg er ikke værre end andre. Jeg er heller ikke bedre end andre. Og jeg har ikke brug for at have et konstant spotlys på mig hele tiden. For det er opslidende at skulle genopfinde sig selv som brand en gang om ugen for at holde på folks interesser.

Ikke desto mindre, er det sådan, vores samfund til tider virker idag. Jeg er 22 år, studerende, har studiejob, en kæreste, venner og interesser. Jeg er unik som person, men min hverdag ligner mange andres.

For tiden fylder det meget hos mig. Det store krav til at gøre sig interessant. At blive kendt for derefter at blive respekteret. Det er ulideligt. Jeg er ikke spændende. Jeg er bare mig. Jeg kan ikke som Kim Kardashian, som kan vælte internettet. Og for at være helt ærligt, så bliver jeg frustreret af det. Jeg bliver træt af det, når jeg ikke bliver set. Jeg bliver glad af at få likes på Facebook. Jeg har endda dage, hvor jeg næsten baserer min værdi på, hvorvidt denne blog bliver en succes eller ej.

Jeg har også masser af mennesker omkring mig, som fortæller mig, at jeg er sød og dejlig, smuk osv. Og det er virkelig lækkert. Men jeg kan alligevel mærke, hvordan et like på Facebook eller mange læsere af bloggen af og til kan give mere selvtillid. Og så tænker jeg: der er noget galt, når fremmedes menneskers relativt overfladiske anerkendelse på sociale medier kan betyde mere, end når min kæreste, som kender og elsker mig, kigger mig dybt i øjnene og fortæller mig, at jeg har et godt hjerte.

I nuet kan de fremmedes kommentarer fylde mest. I det lange løb, er min kærestes udsagn dyrebart for mig og skaber selvværd. Jeg ved det jo godt. Men vi lever bare også i en tid, hvor anerkendelse bliver målt på kvantitet frem for kvalitet. Og det er noget rod. Jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg kan bare øve mig i at bruge mere tid med min kæreste og mine venner. Og gå lidt mindre op i, om I er mange, som læser dette indlæg.

Men in case, jeg alligevel har en dag som alle andre, må I meget gerne like, kommentere, dele og læse min blog 😉

Kan mine handlinger fratage mig retten til livet?

Agents_of_SHIELD_logoJeg er for tiden i gang med at se serien “Agents of S.H.I.E.L.D.” på Viaplay. Jeg er halvvejs i sæson to, så det er forbudt at komme med spoilers i kommentarfeltet. Den kan virkelig anbefales. Ikke kun er det en god serie, men forleden affødte den også en mere alvorlig tanke end superhelteserier normalt gør.

Den gav anledning til en diskussion om, hvorvidt der findes tilfælde, hvor det faktisk er ok at skyde et andet menneske. Altså om hele idéen om, at et menneskes liv har uendelig værdi kan gradbøjes. Og der er mange forslag.

Det er klart, at serien i sig selv ville være mindre actionfyldt, hvis der aldrig blev skudt mod hinanden. Der er også individer med, hvor man reelt kan diskutere, om de kategoriseres som mennesker. Men serien lagt til side, er det stadig som om, der er nogle gråzoner.

En af dem er spørgsmålet om, om det er ok at skyde ét mennesker for at redde mange. Selv er jeg pacifist og mener aldrig, at man bevidst skal gøre sig skyldig i et andet menneskes død. Uanset hvad. Men jeg kan da nogle gang godt blive i tvivl. For mange virker det som om, der er en opdeling her. Hvis man skal dræbe en af de onde, for at redde mange uskyldige, så er det ikke noget problem. Men skal man dræbe én fra ens eget team, så ender man tit med at finde en anden løsning. Konklusionen virker til at være, at et liv er mere værd, hvis man er på samme hold.

Derefter kommer spørgsmålet om, om et menneskes handlinger kan betyde, at man mister retten til at leve? Jeg vil sige nej. Altid. Men jeg kan da godt blive udfordret, når vi ser IS gøre fuldstændigt forfærdigelige og barbariske ting mod uskyldige mennesker. Men kan man lave en grænse? Kan et menneske gøre noget, så man mister retten til livet?

Og den sidste gråzone-tanke, som kom af serien forleden er, er man uskyldig i mord, hvis bare det er nogle andre, der skyder? Scenen er, og jeg skal nok selv lade være med at røbe det for fremtidige seere. Så vi prøver sådan her: A har gjort forfærdelige ting. B er på de godes hold. C er på de ondes. C er ved at dræbe A, for at presse B til at gøre noget bestemt. Hvis B nægter og holder stand, er B så skyldig i As død, selvom det jo rent fysisk var C, der holdt pistolen? Jeg håber, I kan følge den.

Jeg siger ikke, at læger er skyldige, hvis en patient dør, for de gør deres bedste. Men er det okay at lade være med at redde et menneskes liv, hvis man var sikker på, at man kunne?

Det er svære spørgsmål, jeg ved det godt. Men i en tid, hvor vi går i krig i Syrien, taler om nye kampfly og i det hele taget betragter os selv som et land i krig, synes jeg også, det er spørgsmål, som er vigtige et besvare og tænke over politisk. Er politikere, som sender soldater i krig ansvarlige for de liv, soldaterne tager? Er soldaterne?

Jeg har tænkt meget over det, og håber, der er andre, som også kan få en tanke eller to i gang her på en lidt træt mandag formiddag.