Her kommer en kort kommentar, som blev provokeret af en samtale tidligere idag.

Vi behandler flygtninge som skidt, taler dårligt om dem i medierne og med hinanden. Vi betragter dem som problemer mere end mennesker og lave love, der tager værdier fra dem og holder deres børn væk i 3 år. Vi nærer mistillid til dem på gaden, vi er bange for folk med en anden hudfarve, vi dømmer alle muslimer over én kam og vi vil ikke rigtig have, at de skal komme for tæt på.

Hvordan i al verden, kan vi så også tillade os at brokke over, at de ikke bliver integreret, når vi som enkeltpersoner gør INTET for at få dem med.

Min fornemmelse er oven i købet at det store flertal, som klager over manglende integration er de samme, som brokker sig over venligboere og andre, som faktisk bidrager til integrationen.

Hvis man er så mange for radikalisering, hvordan kan det så være, man ikke skynder sig at melde sig som frivillig i asylcentrene, så man selv kan være med til at påvirke de nytilkomne med egne værdier?

Idag skete det så…

Jeg har mistet tålmodigheden med min gamle facebookprofil. Den har længe primært været min politiske profil og har også været den, hvor jeg har lagt mine blogindlæg på.

Og der har været rigtig meget debat og gode kommentarer. Men på det seneste, er min profil blevet ødelagt fuldstændig af spam. Der er alt for mange mennesker, som kommer med reklamer for billige lån eller sex-sider. Der er alt for mange mennesker, som melder mig ind i forskellige grupper uden at spørge mig først. Og der er alt for mange venneanmodninger fra mennesker, som jeg ikke kender. Desuden får jeg flere gange om dagen beskeder fra mennesker, som spørger om jeg er single, om jeg vil giftes eller bare spamer mig med informationer, som ikke kommer mig ved.

Idag fik jeg inden frokost 66 venneanmodninger og blev ramt af en stor spam-bølge.

Det betyder, at mange af jer, som faktisk har lyst til at tale politik og tænke store tanke med mig bliver trætte af min profil.

Og jeg er træt af, at min profil er blevet ødelagt sådan. Og at der ikke er noget, jeg kan gøre ved det. Jeg kan ikke vinde kampen. Og jeg gider ikke længere brug en time om dagen på at slette indlæg eller blokere folk, som skriver underlige beskeder.

Derfor

Har jeg idag lavet en politisk side. Her vil mine indlæg komme fremover, og det er her, man skal følge min politik. Den gamle facebookside bliver slettet. Så kan vi tage debatten og snakken sammen på en god måde, og uden at blive chikaneret af spam.

Så til jer alle – please like min side og følge mig der, hvis I stadig vil følge med i det politiske. Det vil jeg blive rigtig glad for. Og anbefal den gerne til venner og bekendte. Jo flere holdninger og meninger, der kommer frem – jo klogere bliver vi alle sammen.

Ude i verden har Danmark det image, at vi har tillid til hinanden som folk. Altså, at vi også har tillid til de mennesker, som vi ikke kender.

Men er det virkelig rigtigt? Jeg håber det meget, men jeg kan godt betvivle det.

Idag kræver det mod at vise tillid. Også i det små. Hvis jeg fx lader min taske med min computer stå, mens jeg er på toilet. Så har jeg tit fået kommentaren “Det er da modigt af dig.”

Men er det virkelig der, vi er som samfund. At man er modig, hvis man som jeg går ud fra, at mine medstuderende ikke stjæler.

Jeg lever efter princippet, at mennesker fortjener tillid, til det modsatte er bevist. Og jeg kæmper for et samfund, som lever efter samme princip. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville være et kontroversielt udsagn, men det er det faktisk idag.

Jeg har tillid til flygtninge, og at de vil det bedste – indtil det modsatte er bevist.
Jeg har tillid til, at kontanthjælpsmodtagere ikke bare nasser på statskassen og er dovne.
Jeg har tillid til at mennesker vil det gode, at politikere faktisk gør deres bedste og ikke bare klistrer til taburetterne, at frivillige foreninger vil gøre godt og derfor ikke skal kontrolleres hele tiden.

At vi ikke dømmer mennesker på deres udseende, hudfarve eller køn. At vi ikke deler hinanden op i grupper og siger: “Ham, skal du ikke stole på, han er … “.

For mig er værdierne som tillid og respekt nogle af de absolut vigtigste værdier, når man skal bygge et samfund. Hvis vi som samfund ikke længere har tillid til hinanden, så er det meget svært stadig at føle sig som en del af et fælles samfund.

Hvis vi faktisk har tillid til hinanden, så er det ikke nødvendigt med den enorme kontrol, vi har idag. Så vil vi i stedet have tillid til at lærere, pædagoger, hjemmehjælpere osv. gør deres arbejde godt og så godt, de kan. Det behøver ikke tage over halvdelen af deres tid at rapportere dette.

Hvad er alternativet til tillid?

Alternativer er 1) kontrol med hinanden til vi dræner al livlyst og motivation i både offentlige og private jobs. og 2) at den manglende tillid bliver en selvopfyldende profeti. Hvis vi hele tiden fortæller mennesker, at vi ikke har tillid til dem, hvorfor skulle de så gøre sig umage for at fortjene den? Hvis vi hele tiden fortælle flygtninge eller arbejdsløse, at de bare er dovne og nasser på staten, hvorfor skulle de så blive ved med at kæmpe for at vinde samfundets tillid? Det kan virke som en håbløs kamp, og derfor tror jeg også, der er mange, som opgiver og bare forliger sig med deres rolle som “samfundsnasser”.

Det er ikke et samfund, jeg vil leve i.

Derfor:

Vær med i min kamp for et samfund, hvor der er tillid til det modsatte er bevist.

Det mener vores statsminister – og temmelig mange danskere, at de skal.

Løkke siger, at de skal stoppes, hvis de ytrer sig på en måde, der undergraver den danske lovgivning.

Hvad vil det sige? I den rimelige ende af tolkningen betyder det, at man ikke må opfordre til vold, voldtægt, mord osv. Men at opfordre til den slags ER allerede forbudt ved lov – så det kan ikke være det, han vil have indført.

Og det er her, tolkningen bliver virkelig farlig. For hvad er så disse ytringer?

Må man mene, at abort er forkert – eller er det at “undergrave den danske ligestilling”? Jeg er før blevet skudt i skoene, at jeg ikke ønsker kvinder lige rettigheder, bare fordi jeg ønsker deres barn samme ret som dem selv.

Må man mene, at homoseksuelle vielser i kirkerne er forkert – eller er det at undergrave loven, fordi det er vedtaget ved lov, at de godt må?

Må jeg sige, at biblen for mig er højere stillet end grundloven?

Så til alle jer, der er vrede, forvirrede, bange og i det hele taget tror, at alle muslimer er af det onde, dømmer mennesker efter deres tro og ikke deres handlinger, og derfor vil gøre hvad som helst for at få dem ud af landet – STOP!

TÆNK

Jeg mener ikke, at rabiate imamer er godt for Danmark. Jeg er glad, det allerede ER forbudt at opfordre til vold.

Men jeg er ikke villig til at ofre åndsfriheden, trosfriheden og ytringsfriheden for at komme af med dem. Er du?

Empati. Det siges at være den evne, som adskille dyr fra mennesker – hvis man altså tror på, at mennesket også er et dyr. Det skal jeg ikke blande mig i her.

Jeg mener bare, at vi bliver dårligere til det.

De fleste kan godt have empati overfor familie og venner. Men hvad med den medfølelse, der kommer i at sætte os i fremmede menneskers sted?

Jeg er træt af argumentet om, at flygtninge “bare” kan tage hjem, at hjemløse “bare” kan få et hus, at arbejdsløse “bare” kan få et job. At svage mennesker “bare” skal tage sig sammen.

Helt ærligt! Jeg siger, ikke at man ikke skal stille krav til hinanden. Jeg tror bestemt, at krav er sundt. Men jeg mener, at kravene først skal komme efter, at vi har mødt hinanden med empati, kærlighed, tillid og respekt.

At vi igen øver os i at sætte os i andres sted. Hvad ville jeg have det, hvis jeg var flygtet fra krig og vold. Stod i et land, hvor jeg ikke forstår, hvad folk siger til mig, og hvor jeg ikke forstår systemet, jeg kastes rundt i. Hvor jeg skal bo sammen med en masse andre fremmede flygtninge, som hver især har deres ar og kampe at slås med. At jeg sidde og ikke ved, hvad fremtiden bringer. Ikke ved, hvordan mine forældre eller børn har det tilbage i mit krigsramte hjemland.

Jeg ved ikke, om det er sådan, flygtninge tænker. Men jeg forestiller mig, at det ville være mine tanker, hvis jeg var flygtninge. Flygtet fra et trygt liv med fremtid og muligheder. Tvunget til at opgive alt hvad jeg ejer, mine venner, familie og drømmer for mit liv.

Hvis bare, vi alle prøvede at sætte os i hinandens sted. Jeg tror ikke, jeg kunne møde flygtninge, hjemløse eller syge uden at få ondt i hjertet over deres situation. Jeg kan ikke redde hele verden, men jeg kan godt græde med den.