Vi har mistet evnen til at sætte os i andres sted

Empati. Det siges at være den evne, som adskille dyr fra mennesker – hvis man altså tror på, at mennesket også er et dyr. Det skal jeg ikke blande mig i her.

Jeg mener bare, at vi bliver dårligere til det.

De fleste kan godt have empati overfor familie og venner. Men hvad med den medfølelse, der kommer i at sætte os i fremmede menneskers sted?

Jeg er træt af argumentet om, at flygtninge “bare” kan tage hjem, at hjemløse “bare” kan få et hus, at arbejdsløse “bare” kan få et job. At svage mennesker “bare” skal tage sig sammen.

Helt ærligt! Jeg siger, ikke at man ikke skal stille krav til hinanden. Jeg tror bestemt, at krav er sundt. Men jeg mener, at kravene først skal komme efter, at vi har mødt hinanden med empati, kærlighed, tillid og respekt.

At vi igen øver os i at sætte os i andres sted. Hvad ville jeg have det, hvis jeg var flygtet fra krig og vold. Stod i et land, hvor jeg ikke forstår, hvad folk siger til mig, og hvor jeg ikke forstår systemet, jeg kastes rundt i. Hvor jeg skal bo sammen med en masse andre fremmede flygtninge, som hver især har deres ar og kampe at slås med. At jeg sidde og ikke ved, hvad fremtiden bringer. Ikke ved, hvordan mine forældre eller børn har det tilbage i mit krigsramte hjemland.

Jeg ved ikke, om det er sådan, flygtninge tænker. Men jeg forestiller mig, at det ville være mine tanker, hvis jeg var flygtninge. Flygtet fra et trygt liv med fremtid og muligheder. Tvunget til at opgive alt hvad jeg ejer, mine venner, familie og drømmer for mit liv.

Hvis bare, vi alle prøvede at sætte os i hinandens sted. Jeg tror ikke, jeg kunne møde flygtninge, hjemløse eller syge uden at få ondt i hjertet over deres situation. Jeg kan ikke redde hele verden, men jeg kan godt græde med den.