Hvad er vi egentlig bange for?

Hej og velkommen i det nye år efter en temmelig lang pause herfra, jeg ved det godt. Men jeg er stærkt tilbage og begynder 2016 med dette indlæg.

Jeg hørte en kommentar forleden i en samtale om DR og licens: “Hvis vi ikke har DR, så kommer der sikkert muslimsk børnetv!”

Det tror jeg virkelig ikke, der gør. Der er også artikler om danskere, som er bange for flygtningebørn og som vil have langt mere politi på gaden. Sågar en artikel, hvor en dame har udtalt, at hun mener, flygtningene kommer og spiser alle byens fasaner.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hverken muslimsk børnetv eller fasan-massemord er realistisk. Det er baseret på en irrationel frygt og mistillid, som mange danskere har overfor mennesker, som de aldrig har mødt, aldrig har talt med, aldrig har gidet prøve at forstå.

Jeg er klar over, vi skal gøre noget. Jeg er klar over at den massive flygtningestrøm er en politisk udfordring større, end vi havde regnet med. Og selvfølgelig skal vi tage vores kultur seriøst og ikke risikere, at Danmark bliver et muslimsk land, hvor vores kristne værdier ikke længere er kulturbærende.

MEN!

Vi skal også huske, at vi alle er mennesker. Alle er lige meget værd. Alle har lige ret til denne jord. Og at de mennesker, som kommer til vores land har brug for hjælp. Krigen i Syrien er ikke for sjov. Mennesker tager ikke en lille båd over Middelhavet, fordi de ikke havde andet at lave den dag. Det er mennesker, som er traumatiserede og har oplevet værre ting end jeg kan forestille mig.

Og jeg har tænkt mig at vise tillid, til det modsatte er bevist. Have tillid til mennesker, respekt for mennesker – til det modsatte er bevist. Og ikke lade mig styre af irrationel frygt, fordomme, egoisme og fremmedhad.

Jeg håber, vi er langt flere, som ønsker at hjælpe. Som først og fremmest ser med kærlighed, derefter med krav. Men kærligheden, tilliden og medmenneskeligheden må og skal altid være det første, flygtninge til vores land møder.