Ruled be fear

Mit indlæg forleden har skabt en masse debat, og det er jo fedt. Men mange kommentarer gik også på, at ”man jo skal huske, at mange reagerer på flygtningestrømmen med frygt og usikkerhed.” Det er ment som et argument for, at det er okay at lukke flygtninge ude. Det synes jeg faktisk ikke.

Siden hvornår er frygt blevet et politisk argument for at frasige sig ansvar, for at stoppe med at tænke sig om og gøre det rigtige. I denne tid er det da om noget vigtigt, at vi gør det rigtige og ikke det nemme. At vi ikke giver efter vores følelse af frygt og usikkerhed, men at vi tænker klart og træffe de rigtige beslutninger. Det gælder selvfølgelig især politikerne, men det gælder vel også i hverdagen for os alle sammen.

Jeg kan sagtens forstå følelsen af usikkerhed. Den har jeg da også selv. Det er en ny tid, vi er på vej ind i, og der kommer til at ske store forandringer både globalt, i EU og i Danmark. Vi skal for første gang for alvor til at dele vores vestlige rigdom med mennesker fra andre dele af verden. Og i modsætning til tidligere kriser og flygtningestrømme, så er det ikke længere andre vestlige, vi skal dele med. Vi skal nu vise mod og dele vores rigdom med også mennesker, med en anden baggrund og kultur end vores egen. Og det kræver virkelig mod, når man skal gå sådan en fremtid i møde, hvor vi vel ikke rigtig er nogen, der kan overskue konsekvenserne. Men at dele med de mange mennesker, som pt flygter fra forfærdelige forhold – det er der efter min mening ingen vej uden om. Vi må gøre det rigtige nu – også selvom det måske ikke er så sjovt.

Og hvis man primært styres af frygt, synes jeg, det som minimum er nødvendigt at komme til bunds i, hvad vi er bange for. Jeg har hørt mange bud de seneste dage. Nogle siger terrorister, andre siger muslimer, nogle siger islamisering osv. Men her er der altså en vigtig skelnen, vi bliver nødt til at lave, hvis vi skal træffe gode beslutninger. Danmark er et kristent land, bygget på kristen kultur. Derfor vil en islamisering af samfundet altid være noget, vi skal kæmpe imod. Vi skal sikre, at vores værdier bevares.

Men der er en verden til forskel på, at bekæmpe islamisering af samfundet og så at lukke grænserne for muslimske flygtninge. Netop vores kristne kulturarv siger, at alle mennesker er lige og skal behandles med værdighed og respekt. Det gælder altså også muslimerne, som kommer til vores land disse dage. Og samtidig har vi også en tradition for at gå efter bolden og ikke manden. Det er altafgørende, at vi husker det nu, så frygten ikke gør os kolde og fjendske overfor vores medmennesker. Vi skal kæmpe mod bolden/islamisering, men aldrig mod manden/den enkelte flygtning.

Vi må altid være forpligtet til at hjælpe mennesker i nød – uanset tro, race, kultur, køn, seksualitet osv. Det gælder også nu. Det er nu, vi skal træde i karakter og vise de mange mennesker på flugt, at vi er klar til at hjælpe dem. Klar til at ligestille dem. Klar til at behandle dem med den respekt som vores menneskesyn tilsiger. Og at vi samtidig gør dem opmærksom på, at vi ikke kæmper mod dem. Men at vi er et kristent land, og at vi har tænkt os at forblive et kristent land.

Jeg er også nervøs for, hvad fremtiden bringer. Og jeg kan nogle gange være glad, det ikke er mig, der skal træffe de afgørende politiske beslutninger. Det eneste jeg skal, at er se flygtningene i øjnene som ligeværdige mennesker, og så hjælpe der hvor jeg er og med, hvad jeg kan og har.