Idag skulle vi løse krigen i Syrien

Til undervisningen i faget International Politik blev vi idag kl. 16.55 efter næsten 7 timer i skole bedt om at løse krigen i Syrien uden brug af militær magt. Der kom ikke rigtig nogle forslag op. Jeg havde heller ikke nogen selv.

Jeg er nu kommet hjem og sidder og forbereder mig til arbejde i morgen og undervisning igen på torsdag, og kan simpelthen ikke slå tanken ud af hovedet. Eksemplet var stillet op, delvis for at indikere, at der ikke er andre løsninger på konflikten i Mellemøsten end at invadere Syrien. Men jeg er ikke engang sikker på, at selvom vi rent faktisk gjorde det, at det så ville skabe varig fred. Det er ikke just fordi Mellemøsten blev mere fredelig efter krigene i Irak og Afghanistan.

Og jeg skal ikke gøre mig klog på militære spørgsmål. Jeg er ikke soldat, og som tidligere udsendte har gjort mig opmærksom på, så har jeg ikke rigtig belæg for at udtale mig om krig.

Men jeg sidder alligevel tilbage med en følelse af, at der bliver NØDT til at være en anden udvej. Der bliver nødt til at være noget mere, noget bedre. Verden har set krig, død og ødelæggelser i årtusinder. Kan det virkelig passe, at det er det eneste, vi kan? Har vi ikke lært noget? Til undervisningen for tiden lærer vi om to teorier, hvor den ene mener, at verden altid vil være styret af magt og egoisme. Mens den anden mener, at hvis bare vi skaber demokratier, så opstår der fred. Jeg synes nok, at den verden jeg oplever, ikke er helt så sort/hvid.

Så egentlig når jeg frem til, at jeg læser et besværligt studie til tider, at man ikke skal tage alt, hvad undervisere siger for gode varer, at verden er i krise – og at jeg ikke kan gøre noget ved det. Så jeg folder mine hænder, og tager Gud på ordet, når han siger, han er almægtig og holder hver en tåre, et menneske har grædt i sin hånd. Der grædes meget i den her tid. Det fylder meget i mine tanker. Så vi har virkelig brug for en almægtig Gud til at guide og handle.