Spam har slået min Facebook ihjel

Skærmbillede 2016-04-02 kl. 20.09.12

Idag skete det så…

Jeg har mistet tålmodigheden med min gamle facebookprofil. Den har længe primært været min politiske profil og har også været den, hvor jeg har lagt mine blogindlæg på.

Og der har været rigtig meget debat og gode kommentarer. Men på det seneste, er min profil blevet ødelagt fuldstændig af spam. Der er alt for mange mennesker, som kommer med reklamer for billige lån eller sex-sider. Der er alt for mange mennesker, som melder mig ind i forskellige grupper uden at spørge mig først. Og der er alt for mange venneanmodninger fra mennesker, som jeg ikke kender. Desuden får jeg flere gange om dagen beskeder fra mennesker, som spørger om jeg er single, om jeg vil giftes eller bare spamer mig med informationer, som ikke kommer mig ved.

Idag fik jeg inden frokost 66 venneanmodninger og blev ramt af en stor spam-bølge.

Det betyder, at mange af jer, som faktisk har lyst til at tale politik og tænke store tanke med mig bliver trætte af min profil.

Og jeg er træt af, at min profil er blevet ødelagt sådan. Og at der ikke er noget, jeg kan gøre ved det. Jeg kan ikke vinde kampen. Og jeg gider ikke længere brug en time om dagen på at slette indlæg eller blokere folk, som skriver underlige beskeder.

Derfor

Har jeg idag lavet en politisk side. Her vil mine indlæg komme fremover, og det er her, man skal følge min politik. Den gamle facebookside bliver slettet. Så kan vi tage debatten og snakken sammen på en god måde, og uden at blive chikaneret af spam.

Så til jer alle – please like min side og følge mig der, hvis I stadig vil følge med i det politiske. Det vil jeg blive rigtig glad for. Og anbefal den gerne til venner og bekendte. Jo flere holdninger og meninger, der kommer frem – jo klogere bliver vi alle sammen.

Jeg er dybt taknemmelig for mit overarbejde idag

Skærmbillede 2016-03-30 kl. 19.58.25

Jeg arbejdede et par timer ekstra idag – og aldrig har jeg været mere taknemmelig for det.

Det betød, at jeg må sidde med lektierne nu i stedet for til fagcaféen på skolen tidligere, men det er absolut det værd.

Idag var der nemlig en kollega, som havde brug for min hjælp. Og han viste mig tilliden i at give mig ansvaret for en del af hans arbejde. Jeg har før påske fået at vide, at jeg ikke har arbejdet godt nok, og at flere kolleger var trætte af det og derfor hellere ville arbejde til sent på aftenen end at give opgaverne til mig.

Det er en hård besked at få, når jeg ellers betragter mig selv som én med en meget høj arbejdsmoral. Og jeg må desværre indrømme, at kritikken ikke var ubegrundet. Jeg er faldet af på den. Flere steder.

Jeg kører på held og talent for tit – og forbereder mig for sjældent. Det er et sidespor og en helt utrolig doven og dårlig vane.

Men idag, var der en kollega, som bad om min hjælp. Og jeg valgte at tage opgaven helt 100% til mig og virkelig gøre mit bedste for, at den blev løst godt. Jeg blev et par timer ekstra for at blive så færdig som muligt idag. I morgen har jeg egentlig fri, men kommer forbi arbejdet for lige at sikre, at opgaven bliver fulgt helt til dørs.

Jeg vil gerne kendes ved, at jeg gør mig umage – og derfor er der ikke andet at gøre, end faktisk at gøre mig umage med det, som jeg arbejder med.

Så bliver det spændende i morgen, om jeg har løst opgaven tilfredsstillende.