Nu kommer så endelig anden del af mit personlige projekt for tiden.

Jeg har en aftale med min mentor om, at jeg skal have lavet “mærkbare, vedvarende forbedringer” inden vi ses næste gang. Og selvom det jo er en gummi-formulering af rang, så er det stadig noget, som jeg virkelig prøver at leve op til.

Men det er ikke så nemt.

Jeg hører tit “du skal bare tage dig sammen og få det gjort”. Og jeg tænker det også selv. Næsten hver dag.

Problemet er bare, at det ikke sker. Jeg kan godt have morgener, hvor jeg står op til vækkeuret, går på badeværelset, tager tøj på…

… og så ikke tager i skole, selvom jeg godt kunne nå det. Jeg overspringshandler og laver ingenting indtil det er for sent at tage af sted.

Jeg er ikke ude på, at det skal være synd for mig, eller at jeg er noget særligt. For det tror jeg faktisk ikke, jeg er. Jeg har en veninde, som har det som mig, og kender flere for hvem motivation bare ikke er nok. Det er jo bestemt ikke fordi, jeg ikke gerne VIL forbedre mig. Jeg VIL læse til studiet, jeg VIL kommer i skole, jeg VIL læse politiske rapporter, jeg VIL gerne løbe og spise sundt. Men jeg GØR det ikke. Så motivationen er i top. Jeg er fuldt klar over fordelene ved at gøre det, jeg er klar over, hvad det kræver, hvor lang tid, det tager osv.

Overblikket er i top. Alligevel sker det bare ikke. Og jeg kan ikke forklare hvorfor. Der er også nogen, som ikke har dette “hul” mellem vilje og handling. Nogen, som bare dag ud og dag ind gør, hvad de har sat sig for. Og I er hver og én mine store helte. For jeg har utrolig svært ved det. Jeg finder undskyldninger og er doven.

Så altså, det kunne gå bedre med at lære at øve mig. Én positiv ting er dog sket – jeg har være til undervisning både igår og idag. Og jeg havde faktisk læst til timen igår. Det er lige ved, det er første gang på de næsten tre år, jeg har kunnet kalde mig selv studerende. Og måske igår også var første gang, hvor jeg ikke følte mig en anelse løgnagtig ved at kalde mig netop det.

Følg med, og jeg vil holde jer opdateret om, hvordan min personlige udvikling går – ind mellem de mange politiske tanker selvfølgelig 😉

Jeg skal lære at øve mig og havde sat lørdagen af til det. Jeg havde rigtig mange ting at gøre, så dagen var perfekte til første “træningspas”. Men ak. Jeg skammer mig over mig selv og min måde at spilde en hel dag på. Og jeg må indrømmer, at jeg heller ikke er begejstret for at dele det her – men hvis jeg troværdigt skal portrættere #detuperfekteliv, så skal også netop det uperfekte med.

Jeg nåede ikke:

– at løbe en tur om morgenen

– at holde andagt for mig selv

– at læse til forelæsningerne mandag

– at svare på mails

– at lave en survey, jeg skal bruge til Metode 2 på studiet

– at skrive en kronik om “opgør med konkurrencestaten” til Kristeligt Dagblad

– at opdatere profilbilledet til bloggen

– at træne om aftenen

– at lave aftensmad/mad i det hele taget

– at hente vasketøj fra kælderen

– at gøre rent – der trænger VIRKELIG

– at planlægge folkemøde, hvor jeg desværre har meget svært ved at komme med til events

– at hygge mig med en bog eller et blad inden sengetid

Jeg brugte i stedet tiden på:

– at se TV-programmer jeg er ligeglad med

– at se afsnit af serier, jeg har set før

– at flyde på sofaen i nattøj

– at spise chips fra skabet og få ondt i maven (jeg kan ikke tåle mad med fedtprocent over 15%)

– at bestille takeout til aftensmad til en mindre formue

– at efterlade lejligheden om muligt mere ulækker end før