Har kvinder idag ikke længere frihed til at vælge deres børn?

Jeg har adskille gange skullet forsvare Kristendemokraternes politik om, at lade pengene følge barnet.

Politiken går helt simpelt ud på, at vi gerne vil stille forældre fri til selv at vælge den pasningsform, de mener, er bedst for deres barn. Hvis de vil sende barnet i institution – så skal de have frihed til det. Hvis de vil passe barnet selv derhjemme – skal de have frihed til det. Altså, at 85% af kommunens udgift til en institutionsplads skal gå som “løn” til mor/far, hvis vedkommende vil passe barnet hjemme. Så er der altså 15% af udgifterne tilbage til kommunen, som de fx kan bruge på minimumsnormeringer eller andet godt. Det er både en god investering for kommunen, men altså først og fremmest et tilbud til forældrene om at have mere tid med deres lille barn.

Jeg er ikke selv feminist og alene det udsagn får mig tit i debat med kvinder, der kalder sig feminister og mener, de kæmper for kvindernes rettigheder. I debatter og flere steder i medierne lyder det så, at “Pengene følger barnet” vil være en hindring for kvindekampen, fordi det primært vil være kvinderne, som vælger at gå hjemme.

Og helt ærligt, hvorfor må de ikke det? Har vi idag en kvindekamp, som står i vejen for kvinders frihed? Mænd må selv vælge, om de vil fokusere på karrieren (så er de “klassiske mænd”) eller gå hjemme (så er de “moderne mænd”). Tidligere skulle kvinderne gå hjemme, og havde ikke noget valg. Idag virker det som om, at kvindekampen er skyld i, at kvinderne ikke længere må vælge deres børn. “En moderne kvinde går på arbejde!” Men hvad nu, hvis hun ikke har lyst? Hvad hvis hendes største drøm er, at passe sine børn, holde huset pænt og være en god mor?

Ja, så må hun komme ind i det 21. århundrede – i hvert fald hvis man skal lytte til feministerne i medierne.

Helt ærligt.

Jeg er kvinde.

Jeg er ikke feminist.

Og én blandt mange årsager er, at jeg gerne vil have et samfund, hvor kvinder frit kan vælge at gå hjemme, vælge at passe deres egne børn og vælge at være en god mor/hustru eller hvad de nu drømmer om. Frihed, venner. Frihed til at vælge og frihed fra feministerne, der tror, de ved, hvad der er bedst for alle kvinder.

Her er min mentor og store forbillede: Dagfinn Høybråten.

Han er derudover også min chef, men det er nu ikke så vigtigt lige her. Han er tidligere formand for KrF – Kristendemokraterne i Norge, og har siddet som bl.a. sundhedsminister i en borgerlig regering. Hans politiske arbejder er dog mest kendt for, at han er “far” til den restriktive rygelov i Norge. Derudover er han flink og utrolig velfunderet i sine tanker. Jeg lytter meget til ham og er beæret over, at han vil give noget af sin erfaring videre til mig.

Til den første samtale vi havde, snakkede vi om, hvad det vil sige at være politiker. Og der kom ham med citatet: “Det er vigtigere at gøre ret end at få ret.” Og derefter indrømmede han, hvor voldsomt svært det kan være at efterleve i en kultur, som hædrer succes på den korte bane langt højere end positive forandringer på den lange.

Han er også formand for GAVI – en organisation, som arbejder med at vaccinere børn i fattige lande. Et vigtigt arbejde, som i dén grad GØR ret. Men i en debat om ulandsbistand herhjemme, er det åbenbart ikke et argument. Her er det ikke længere vigtigt, at vi gør godt. Det give langt flere point hos de politiske analytikere, hvis man kan tvære sin modstander ud, komme med store argumenter og tale retorisk godt for sin sag. Hvor blev sagen af? Siden hvornår var vinderen ikke længere den med den bedste sag?

Jeg betragter det som en ære, hvis jeg en dag bliver som Dagfinn. Hvis jeg kan leve mit politiske liv i hans ånd. I kampen for det gode. For det rigtige. Også selvom det er både upopulært, “politisk selvmord” og hvad andet det kan blive kaldt.

Kristendemokraternes landsformand Stig Grenov er også et af mine forbilleder. Han begik et såkaldt “politiske selvmord” i valgkampen, da han forsvarede alle børns ret til en far og en mor. Det er en ret, der er nedfældet i FN’s børnekonvention, hvor der står, at “alle børn har ret til, så vidt muligt, at kende og blive passet af sine forældre.” Han gjorde ret. Han fik ikke ret. Han blev jordet og hylet ud. Af Anders Breinholt i Natholdet fik han at vide, at det var bedre at lyve. På den måde, ville han FÅ ret. Og det er nok rigtigt. Men er det helt ærligt, hvad politik er reduceret til? Så forstår jeg godt, folk er trætte af politikere.

Men det handler om at GØRE ret. Det er vigtigt at huske. Jeg er ikke typen, der har mottoer og mantraer omkring mig. Men hvis jeg en dag skulle begynde på det, vil Dagfinns ord stå højt på listen. Jeg håber, at jeg om årtier efter et langt liv i politisk arbejde kan se tilbage på mit liv og se, at jeg har GJORT ret. Også selvom jeg pt står foran en fremtid, hvor jeg utroligt sjældent i det politiske Danmark vil FÅ ret.

“We hold these truths to be self evident, that all men are created equal…” Sådan begynder den amerikanske uafhængighedserklæring, og selvom det ikke også står i den danske grundlov, er det en sætning, som vi også normalt læner os op ad. Men jeg tænker somme tider, om vi svigter denne vigtige sætning?

Jeg vil ikke her komme ind på, hvorvidt vi svigter ordet “created”, da det er en teologisk diskussion, som må blive en anden dag og et andet sted. Men jeg mener faktisk, vi seriøst skal holde øje med, om vi stadig mener delen med, at det er en en selvfølgelig sandhed, at alle mennesker er skabt lige. Sådan rigtigt lige. For hvis alle mennesker er skabt lige, så har vi også alle sammen lige rettigheder og lige meget ret til jordens goder og ressourcer.

Hvorfor er der så stadig millioner af børn, der dør hvert år af sygdomme, som vi nemt kunne stoppe – hvis bare vi gad. Det er ikke engang dyrt. For under 5$ kan man redde et fattigt barns liv med en vaccine, som vi tager for givet i Danmark. (http://www.gavi.org/about/mission/facts-and-figures/) Vores liv udvikler sig meget forskelligt, alt efter hvor i verden, vi er født. Jeg havde langt bedre fremtidsudsigter som baby, end børn i Afrika syd for Sahara havde i 1993. Og det kan jeg ikke ændre på. Men jeg kan være med til, at børn i Afrika syd for Sahara om måske 10 år, når jeg selv engang skal have børn, har bare en lille smule flere ressourcer, og med fx. vacciner vil kunne overleve deres barndom – ligesom jeg regner med, at mine børn en dag kan.

Vi kan ikke redde hele verden. Og vi kan ikke med et trylleslag stoppe fattigdom og barnedødelighed. Men vi kan gøre vores bedste. At vi ikke kan gøre det hele må aldrig nogensinde blive en undskyldning for ikke at gøre noget. I Danmark har vi mange mennesker, som giver frivillige gaver. Og vi har også vores ulandsbistand som er tænkt til en lille hjælp mod verdens ulighed. En lille hjælp mod den uretfærdighed, som er med til, at ikke alle børn fødes med de samme muligheder. At ikke alle børn når at blive voksne.

Og måske netop fordi, der er så mange “nemme” ting, vi kan gøre for verdens fattigste, bliver jeg endnu mere harm og forarget, når røde som blå partier ikke vil være med til at sætte ulandsbistanden op til 1%. Og når røde som blå partier også mener, at ulandsbistanden er en post i finansloven, som man frit kan tage penge fra. Bare fordi, vi ikke i hverdagen ser taknemmeligheden i mødrenes øjne, når deres børn får en vaccine. Eller desperationen og sorgen i øjnene på dem, hvis børn ikke gør og må dø en alt for tidlig død. Bare fordi, vi hverken ser elle hører dem i det daglige, betyder det altså ikke, at vi frit kan tage penge fra dem! At vi tilfældigvis er født i et rigt land, og de i et fattigt er ikke noget, vi fortjener – eller noget de selv er skyld i. Det er tilfældigt. Og vi må gøre vores bedste for at udligne denne tilfældige uretfærdighed.

Alle mennesker er skabt lige. Og vi må tage ansvar og gøre vores allerbedste for, at fremtiden bliver lidt mere fair. At børn syd for Sahara har en chance i livet, på trods af en dårlig start. Og tag så lige, at sætte ulandsbistanden op igen. Og gerne uden at skulle bryste sig af det bagefter. Det er ikke noget at være stolt af – at give 1% i ulandsbistand er det mindste, vi kan gøre.

Efter en travl uge i sidste uge, har jeg igen tid til at skrive et indlæg her.

Sidste uge gik med mange gode arrangementer, tid sammen med venner og kæreste og i weekenden et ledertræningskursus sammen med folk fra Fredens-Nazareth menighed. Et super spændende kursus, som bliver startskuddet til et år med fokus på lederudvikling. Jeg glæder mig og er spændt på, hvad det bliver til. På kurset lærte jeg blandt andet, at jeg er en styrende leder, opgavefokuseret og ustruktureret. Hvilket som I nok kan gætte giver en del udfordringer i hverdagen, når jeg har mange ting at nå, mange bolde i luften, tusinder af nye idéer om en ustruktureret måde at gribe det hele and på. Men det er også sjovt og spændende at arbejde sådan.

Søndagen er for mig en hviledag og en dag, der skal holdes hellig. Derfor brugte jeg morgenen på en løbetur sammen med Gud, hvor jeg havde lovsang i ørene fra start til slut. En dejlig time.

Resten af dagen blev brugt sammen med en veninde, hvor vi besøgte Nationalmuseet. Her så vi en udstilling om andre kulturers storhedstid. Og jeg kan ikke lade være med at ærge mig over, at de er gået til grunde. Jeg er klar over, der er masser af historiske forklaringer på, hvorfor egypterne, aztekerne, Mellemøsten, Kina, grækerne osv.  ikke længere er store kulturer og magtcentre, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at vi (mine europæiske forfædre) skulle have gjort mere for at bevare dem.

Kultur er noget af det fineste vi har, fordi det ikke er fysisk. Det er normer, tanker og idéer. Selvfølgelig er det godt, når vi udbreder menneskerettigheder, frihed, religion, sikkerhed, sundhed, uddannelse osv. til resten af verden. Det ville bare have været bedre, hvis vi kunne forbedre verden, uden at det skal blive en kulturel kamp.

Jeg er klar over, dette indlæg ikke er helt så politisk som de andre. Men tanken har ikke kunnet slippe mig. Hvor meget kultur, der er gået tabt, fordi vi insisterede på, at noget var bedre end andet. At nogle traditioner var gammeldags, bare fordi vi havde en anden tradition selv. Desværre ser man det samme i Vesten i dag, hvor meget af vores kristne kultur er truet af ateismen og sekularismen. Kirkegang, normer om rigtigt og forkert, dåb, ægteskab og kernefamilie bliver kaldt gammeldags. Især møder jeg det, når jeg forsøger at forsvare vores kristne kultur i Danmark, og de sekulære ateister så har travlt med at kæmpe imod med argumenter om, at de er fremtiden, og at jeg tilhører fortiden. Men jeg nægter at lade vores kristne kultur lide samme tragiske skæbne som de andre store kulturer.

Jeg vil ikke i fremtiden skulle gå på museum for at se kirke og tegninger af troende mennesker. Jeg vil i stedet have en kultur, hvor vi kan være mange forskellige mennesker samlet. At verden kan have mange kulturer. Og at der også, når jeg bliver gammel er en stærk kristen kultur i Danmark, at kirkerne ikke er fremmede for børnene, og at vores kultur ikke er gået tabt.

Kulturen er sårbar og foranderligt. Og den kan sjældent findes frem igen, hvis vi først har ladet den forsvinde. Så lad os stå ved vores kristne rødder og passe på vores kultur.

Til undervisningen i faget International Politik blev vi idag kl. 16.55 efter næsten 7 timer i skole bedt om at løse krigen i Syrien uden brug af militær magt. Der kom ikke rigtig nogle forslag op. Jeg havde heller ikke nogen selv.

Jeg er nu kommet hjem og sidder og forbereder mig til arbejde i morgen og undervisning igen på torsdag, og kan simpelthen ikke slå tanken ud af hovedet. Eksemplet var stillet op, delvis for at indikere, at der ikke er andre løsninger på konflikten i Mellemøsten end at invadere Syrien. Men jeg er ikke engang sikker på, at selvom vi rent faktisk gjorde det, at det så ville skabe varig fred. Det er ikke just fordi Mellemøsten blev mere fredelig efter krigene i Irak og Afghanistan.

Og jeg skal ikke gøre mig klog på militære spørgsmål. Jeg er ikke soldat, og som tidligere udsendte har gjort mig opmærksom på, så har jeg ikke rigtig belæg for at udtale mig om krig.

Men jeg sidder alligevel tilbage med en følelse af, at der bliver NØDT til at være en anden udvej. Der bliver nødt til at være noget mere, noget bedre. Verden har set krig, død og ødelæggelser i årtusinder. Kan det virkelig passe, at det er det eneste, vi kan? Har vi ikke lært noget? Til undervisningen for tiden lærer vi om to teorier, hvor den ene mener, at verden altid vil være styret af magt og egoisme. Mens den anden mener, at hvis bare vi skaber demokratier, så opstår der fred. Jeg synes nok, at den verden jeg oplever, ikke er helt så sort/hvid.

Så egentlig når jeg frem til, at jeg læser et besværligt studie til tider, at man ikke skal tage alt, hvad undervisere siger for gode varer, at verden er i krise – og at jeg ikke kan gøre noget ved det. Så jeg folder mine hænder, og tager Gud på ordet, når han siger, han er almægtig og holder hver en tåre, et menneske har grædt i sin hånd. Der grædes meget i den her tid. Det fylder meget i mine tanker. Så vi har virkelig brug for en almægtig Gud til at guide og handle.