All men are created equal

“We hold these truths to be self evident, that all men are created equal…” Sådan begynder den amerikanske uafhængighedserklæring, og selvom det ikke også står i den danske grundlov, er det en sætning, som vi også normalt læner os op ad. Men jeg tænker somme tider, om vi svigter denne vigtige sætning?

Jeg vil ikke her komme ind på, hvorvidt vi svigter ordet “created”, da det er en teologisk diskussion, som må blive en anden dag og et andet sted. Men jeg mener faktisk, vi seriøst skal holde øje med, om vi stadig mener delen med, at det er en en selvfølgelig sandhed, at alle mennesker er skabt lige. Sådan rigtigt lige. For hvis alle mennesker er skabt lige, så har vi også alle sammen lige rettigheder og lige meget ret til jordens goder og ressourcer.

Hvorfor er der så stadig millioner af børn, der dør hvert år af sygdomme, som vi nemt kunne stoppe – hvis bare vi gad. Det er ikke engang dyrt. For under 5$ kan man redde et fattigt barns liv med en vaccine, som vi tager for givet i Danmark. (http://www.gavi.org/about/mission/facts-and-figures/) Vores liv udvikler sig meget forskelligt, alt efter hvor i verden, vi er født. Jeg havde langt bedre fremtidsudsigter som baby, end børn i Afrika syd for Sahara havde i 1993. Og det kan jeg ikke ændre på. Men jeg kan være med til, at børn i Afrika syd for Sahara om måske 10 år, når jeg selv engang skal have børn, har bare en lille smule flere ressourcer, og med fx. vacciner vil kunne overleve deres barndom – ligesom jeg regner med, at mine børn en dag kan.

Vi kan ikke redde hele verden. Og vi kan ikke med et trylleslag stoppe fattigdom og barnedødelighed. Men vi kan gøre vores bedste. At vi ikke kan gøre det hele må aldrig nogensinde blive en undskyldning for ikke at gøre noget. I Danmark har vi mange mennesker, som giver frivillige gaver. Og vi har også vores ulandsbistand som er tænkt til en lille hjælp mod verdens ulighed. En lille hjælp mod den uretfærdighed, som er med til, at ikke alle børn fødes med de samme muligheder. At ikke alle børn når at blive voksne.

Og måske netop fordi, der er så mange “nemme” ting, vi kan gøre for verdens fattigste, bliver jeg endnu mere harm og forarget, når røde som blå partier ikke vil være med til at sætte ulandsbistanden op til 1%. Og når røde som blå partier også mener, at ulandsbistanden er en post i finansloven, som man frit kan tage penge fra. Bare fordi, vi ikke i hverdagen ser taknemmeligheden i mødrenes øjne, når deres børn får en vaccine. Eller desperationen og sorgen i øjnene på dem, hvis børn ikke gør og må dø en alt for tidlig død. Bare fordi, vi hverken ser elle hører dem i det daglige, betyder det altså ikke, at vi frit kan tage penge fra dem! At vi tilfældigvis er født i et rigt land, og de i et fattigt er ikke noget, vi fortjener – eller noget de selv er skyld i. Det er tilfældigt. Og vi må gøre vores bedste for at udligne denne tilfældige uretfærdighed.

Alle mennesker er skabt lige. Og vi må tage ansvar og gøre vores allerbedste for, at fremtiden bliver lidt mere fair. At børn syd for Sahara har en chance i livet, på trods af en dårlig start. Og tag så lige, at sætte ulandsbistanden op igen. Og gerne uden at skulle bryste sig af det bagefter. Det er ikke noget at være stolt af – at give 1% i ulandsbistand er det mindste, vi kan gøre.