Jeg var på café med en veninde i fredags. Vi hyggede, fik noget kaffe og en god samtale. Bl.a. snakkede vi om, at den politiske debat idag på mange måder er døende.

Hun nævnte bl.a. at man idag nærmest ikke kan dele noget politiske på de sociale medier, uden at blive svinet til. At tonen fuldstændig ødelægger muligheden for debat.

Og jeg kan kun være enig. Jeg modtager ofte ondskabsfulde kommentarer fra mennesker, som ikke er enige med mig – og så sviner mig til helt uden filter. Det gavner ikke debatten. Men jeg har fået hård hud og lader mig ikke kue. Desværre er der rigtig mange, som holder sig væk fra debatten – og det er dybt skadeligt for vores debat og demokrati.

Det næste, som er farligt er, at andre forventer, at man kan svare fuldt for et parti, fordi man deler bare én holdning eller opslag. Det behøver man altså ikke. Jeg skal som politiker og kristendemokrat selvfølgelig kunne svare for mig for Kristendemokraternes politik.

Men du, der ikke er politisk engageret i et parti behøver altså ikke. Du skal ikke kunne forsvare alt hvad Konservative nogensinde har sagt, bare fordi du fx deler en enkelt holdning, som du er enig med. Du skal ikke kunne gå ind for hele Kristendemokraternes principprogram, hvis du deler en tanke her på bloggen. Du må gerne være uenig med det meste – også selvom du måske er enig med en enkelt betragtning eller to herfra.

Og så skal vi holde op med at forvente af hinanden, at man skal kunne gå 100% ind for et parti, bare fordi man sympatiserer med en holdning, som et medlem har ytret. Sådan virker demokrati ikke. Demokrati er ikke pakkeløsninger – det er meninger som udveksles, mennesker som lytter og bliver klogere – og beslutninger truffet i fællesskab.

Jeg gruer for den politiske debat i fremtiden – og jeg håber, at dette indlæg om ikke andet, kan være et lille modspil i en kultur på sociale medier, som er ved at slå demokratisk samtale ihjel.

Hej kære læsere,

Det er en tung tid for tiden. Der er mange ting, som går den forkerte vej, og det er ikke nemt at holde dampen oppe.

Jeg er brændende idealist. Jeg brænder for, og kæmper for, et samfund, hvor vi laver politik i øjenhøjde. Hvor relationerne er i fokus, hvor vi ser på hinanden med tillid, kærlighed og respekt. Hvor vi husker og bekræfter hinanden i vores alles uendelige værdi og ansvar overfor hinanden, so selv og den planet, vi er sat på.

Det er store tanker – og jeg er medlem af et lille parti.

Der er plads til sådanne tanker i Kristendemokraterne, men jeg kan godt nogle gange frygte, at der ikke er plads til dem i samfundet. I hvert fald ser det ikke sådan ud, herfra hvor jeg sidder.

Og så er det hårdt.

Denne blog skal også fortælle om skyggesiden af det politiske liv. Og desværre fylder skyggesiden en del i min hverdag lige nu. Dengang jeg lavede bloggen troede jeg, måske naivt, at den ville blive delt, debatteret, talk om, fulgt, kommenteret og være med til at skabe debat. Jeg havde håbet, folk var enige om kunne se pointen med idealismen og forandringen. Og jeg havde frygtet, at folk blev sure eller dømte mig ude. Men jeg havde ikke forudset dette – at jeg nu efter 9 måneder stadig har en blog, som i store hele bliver ignoreret. Som ikke gør en forskel.

Og lige netop idéen om ikke at gøre en forskel, er det værste, jeg kan forestille mig.

Så lige nu, ja, lige nu, er det ikke så sjovt. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved det. Aviserne tager ikke mine læserbreve og interessen kan generelt ligge et meget lille sted.

Tilbage sidder mennesket Isabella og tænker: Er det sagen, er det mediet, er det mig? Hvorfor lykkes det ikke?

Jeg er klar over, at dette indlæg måske kan få dig til at droppe at følge bloggen fremover, fordi du tænker, at sådan en pessimist gider du ikke. Men det er ikke pointen. Jeg er taknemmelig over hver og én, som læser bloggen hver dag. For det er der trods alt ca 50 mennesker, som gør. Men jeg havde håbet, at tankerne og lysten til forandring havde betydning for mere end de 50. At de, som læser, ville komme igen og læse mere. Og at de, som synes, bloggen er god, ville kæmpe sammen med mig. For det er hårdt at kæmpe alene. Ikke umuligt, men hårdt.

Jeg opgiver ikke kampen. Det kan jeg ikke. Jeg er idealist til det inderste og ville aldrig kunne give op. Men det betyder ikke, at jeg ikke nogle gange har lyst til, at kunne sætte mig tilbage i sofaen, tænker på min egen verden og være ligeglad. Brokke mig over samfundet, men ikke gøre noget ved det. “Desværre” er jeg idealist, og så er det bare ikke muligt at bakke ud.

Men lige nu, er det åbenbart heller ikke muligt at gøre en forskel. Så jeg må vente, kæmpe videre, fortsætte og så håbe og bede til, at forandringen vil ske.

Hvad forventer vi af vores politikere?

Der er en enorm politikerlede i Danmark – og det er der sikker mange grunde til. Politikerne svarer ikke på spørgsmålene, de får – og hvis de faktisk svarede ærligt, ville vi hænge dem ud for deres svar.

Det er én problemstilling.

En anden er, at vi ikke længere kender de mennesker, vi stemmer på. Vi ser dem på plakater og i aviser og tv. Billedet ovenfor er mit valgfoto fra 2015. Men det siger jo ikke meget om, hvem jeg faktisk er som menneske. Vi lytter til dem, fordømmer dem eller støtter dem. Nogle diskuterer endda med dem. Men vi kender dem ikke.

I “gamle dage”, før jeg kan huske eller måske endda var til, der kendte man politikerne, man stemte på. I hver fald kommunalt. Man vidste, at hende fra socialdemokraterne kæmpede for handicapområdet, fordi hendes søn havde Downs. Man vidste, at ham fra de konservative boede lige i nærheden, at han så fodbold om lørdagen og godt kunne lidt at grille. Man kendte sine folkevalgte.

Det gør vi ikke mere, og det tror jeg, er én af grundene til, at vi heller ikke bakker dem op. Vi kan ikke bakke mennesker helhjertet op, hvis vi ikke kender dem. Og omvendt er det langt nemmere at sende hademails og svine dem til, når vi alligevel ikke ved, hvem de faktisk er.

Vi har brug for at kende vores politikere – som mennesker. Lære dem at kende. Finde ud af, hvad de laver, når kameraet er slukket. Hvis de kan lide i deres fritid. Hvad der begejstrer dem og hvad der får dem til at græde. Vi har brug for et samfund, hvor vi stoler på hinanden. Hvor vi faktisk vil – også politikere – det bedste. Hvor vi stoler på, at de mener, hvad de siger.

Og hvor vi har respekt for dem som mennesker, når vi er enige eller uenige.

Jeg forsøge med denne blog at gøre lidt – at mine vælgere i Østjylland, hvor jeg er spidskandidat kan kende mig lidt bedre. Så de også ved, hvad det er for et mennesker, som hænger på plakaterne.

Men jeg ved jo faktisk ikke, hvad vælgerne gerne vil vide. Så derfor: Hvis jeg skal repræsentere dig, og du skal lære mig at kende som menneske – hvad vil du så gerne vide? Hvad vil du spørge om? Hvad har du brug for at få afklaret eller besvaret, for at du kan vise mig tillid?

Kommenter her på bloggen eller på Facebooksiden.

Ingen spørgsmål er for farlige, dummer, dårlige eller irriterende. Alle spørgsmål bliver besvaret seriøst.

Her kommer en kort kommentar, som blev provokeret af en samtale tidligere idag.

Vi behandler flygtninge som skidt, taler dårligt om dem i medierne og med hinanden. Vi betragter dem som problemer mere end mennesker og lave love, der tager værdier fra dem og holder deres børn væk i 3 år. Vi nærer mistillid til dem på gaden, vi er bange for folk med en anden hudfarve, vi dømmer alle muslimer over én kam og vi vil ikke rigtig have, at de skal komme for tæt på.

Hvordan i al verden, kan vi så også tillade os at brokke over, at de ikke bliver integreret, når vi som enkeltpersoner gør INTET for at få dem med.

Min fornemmelse er oven i købet at det store flertal, som klager over manglende integration er de samme, som brokker sig over venligboere og andre, som faktisk bidrager til integrationen.

Hvis man er så mange for radikalisering, hvordan kan det så være, man ikke skynder sig at melde sig som frivillig i asylcentrene, så man selv kan være med til at påvirke de nytilkomne med egne værdier?

Vi taler tit om ældrebyrden, og hvordan det stigende antal ældre er et problem for det danske samfund. Samtidig forsøger mange at forblive unge så længe som muligt – og gerne langt efter, de er fyldt 40.

Det betyder, at tiden som “voksen” bliver utrolig kort, hvis man skal være ung, til man er 45 og så bliver gammel, når man fylder 60. Jeg tænker, det kan være derfor, at alderdommen virker så fremmed på mange – man har simpelthen ikke tid nok til at vænne sig til tanken. Men helt ærligt, hvad ved jeg måske egentlig om det, som blot 22-årig.

Til gengæld kender jeg til ungdomsbyrden. Jeg er en del af den. Jeg er 22 år gammel, men bliver af de færreste anset som voksen. Jeg bliver betegnet som “ung”, hvis det skal være officielt, men i mange sammenhæng er jeg i praksis under betegnelsen “for ung”.

For ung til at blive taget alvorligt i politik. Jeg bliver lytte til som FREMTIDENS politiker, selvom jeg i langt højere grad ser mig selv som en del af NUTIDENS politik. Alle går ud fra, jeg er aktiv i ungdomspolitik som det eneste. Og hvis jeg skal håbe på opmærksomhed om en holdning, så skal den helst handle om gymnasier, drukkultur eller 16-års valgret.

Ingen spørger, hvad jeg mener om familiepolitik, skat, arbejdsmarked, pension eller EU. Hertil er jeg åbenbart ikke voksen nok.

Så min påstand er, at vi i et samfund hylder ungdommen, men ikke tager de unge alvorligt. Der er skabt både en “ældrebyrde”, hvor man ikke længere tillægger menneskers holdninger værdi, fordi fødselsattesten har samlet støv. Og en “ungdomsbyrde”, hvor man også lige venter på, at folk fylder 30, før man vil lytte til dem.

Jeg kunne godt tænke mig et samfund og en politiske debat i Danmark, hvor man kan tage alle menneskers holdninger alvorligt – uanset alder. Alene fordi, det er mennesker, som faktisk brænder for noget og tager stilling til verden. Det er et synspunkt, som kan gøre en står forskel, hvis man gider lytte til det.

Og vi har som samfund brug for en langt bedre debat. Brug for en balance, hvor også synspunkter modnet gennem et langt levet liv har værdi for debatten – fordi de har stor erfaring og mange års liv til at tænke og prøve deres idéer. Og vi har brug for at lytte mere til unge – det er dem, som skal være fremtidens voksne og det er deres tanker, som måske kan komme med tiltrængt fornyelse, fordi de netop ikke er formet af mange års erfaring eller sidder fast i en bestemt måde at tænke på.