Hvad vil du vide om de politikere, som skal sætte rammerne for din hverdag?

Når idealismen gør ondt

Hej kære læsere,

Det er en tung tid for tiden. Der er mange ting, som går den forkerte vej, og det er ikke nemt at holde dampen oppe.

Jeg er brændende idealist. Jeg brænder for, og kæmper for, et samfund, hvor vi laver politik i øjenhøjde. Hvor relationerne er i fokus, hvor vi ser på hinanden med tillid, kærlighed og respekt. Hvor vi husker og bekræfter hinanden i vores alles uendelige værdi og ansvar overfor hinanden, so selv og den planet, vi er sat på.

Det er store tanker – og jeg er medlem af et lille parti.

Der er plads til sådanne tanker i Kristendemokraterne, men jeg kan godt nogle gange frygte, at der ikke er plads til dem i samfundet. I hvert fald ser det ikke sådan ud, herfra hvor jeg sidder.

Og så er det hårdt.

Denne blog skal også fortælle om skyggesiden af det politiske liv. Og desværre fylder skyggesiden en del i min hverdag lige nu. Dengang jeg lavede bloggen troede jeg, måske naivt, at den ville blive delt, debatteret, talk om, fulgt, kommenteret og være med til at skabe debat. Jeg havde håbet, folk var enige om kunne se pointen med idealismen og forandringen. Og jeg havde frygtet, at folk blev sure eller dømte mig ude. Men jeg havde ikke forudset dette – at jeg nu efter 9 måneder stadig har en blog, som i store hele bliver ignoreret. Som ikke gør en forskel.

Og lige netop idéen om ikke at gøre en forskel, er det værste, jeg kan forestille mig.

Så lige nu, ja, lige nu, er det ikke så sjovt. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved det. Aviserne tager ikke mine læserbreve og interessen kan generelt ligge et meget lille sted.

Tilbage sidder mennesket Isabella og tænker: Er det sagen, er det mediet, er det mig? Hvorfor lykkes det ikke?

Jeg er klar over, at dette indlæg måske kan få dig til at droppe at følge bloggen fremover, fordi du tænker, at sådan en pessimist gider du ikke. Men det er ikke pointen. Jeg er taknemmelig over hver og én, som læser bloggen hver dag. For det er der trods alt ca 50 mennesker, som gør. Men jeg havde håbet, at tankerne og lysten til forandring havde betydning for mere end de 50. At de, som læser, ville komme igen og læse mere. Og at de, som synes, bloggen er god, ville kæmpe sammen med mig. For det er hårdt at kæmpe alene. Ikke umuligt, men hårdt.

Jeg opgiver ikke kampen. Det kan jeg ikke. Jeg er idealist til det inderste og ville aldrig kunne give op. Men det betyder ikke, at jeg ikke nogle gange har lyst til, at kunne sætte mig tilbage i sofaen, tænker på min egen verden og være ligeglad. Brokke mig over samfundet, men ikke gøre noget ved det. “Desværre” er jeg idealist, og så er det bare ikke muligt at bakke ud.

Men lige nu, er det åbenbart heller ikke muligt at gøre en forskel. Så jeg må vente, kæmpe videre, fortsætte og så håbe og bede til, at forandringen vil ske.

1

  • Jan Stinus Nielsen

    Jeg har lige læst din blog, der er både velformuleret og relevant. Med andre ord: jag kan ikke se, at der er noget som helst galt hverken med dig, dit budskab (som jeg er enig i) eller med din blog.

    Jeg har selv gennem mange år blogget om stort og småt. Mere eller mindre uden reaktioner fra eventuelle læsere, så jeg kan genkende frustrationen.

    Personligt tror jeg, at der simpelthen er så mange blogs, så mange meninger og så mange steder, man bliver tæppebombet med læsestof, at det kræver noget ekstraordinært at brænde igennem.

    Når budskabet så ydermere er politisk og etisk (dvs. uden kendisser, sex eller sladder), så er det sikkert endnu sværere.

    Svært er ikke det samme som umuligt. Så mit bedste råd er at skrive løs. For din egen skyld, men også for de læsere, der er derude, som måske ikke altid vælger at kommentere. Del på din facebook, på din twitter. Håb at venner deler videre.

    Frustration og pessimisme er naturligt, men lad dem ikke vinde.

    Med venlig hilsen.
    Jan.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad vil du vide om de politikere, som skal sætte rammerne for din hverdag?