Nu kommer så endelig anden del af mit personlige projekt for tiden.

Jeg har en aftale med min mentor om, at jeg skal have lavet “mærkbare, vedvarende forbedringer” inden vi ses næste gang. Og selvom det jo er en gummi-formulering af rang, så er det stadig noget, som jeg virkelig prøver at leve op til.

Men det er ikke så nemt.

Jeg hører tit “du skal bare tage dig sammen og få det gjort”. Og jeg tænker det også selv. Næsten hver dag.

Problemet er bare, at det ikke sker. Jeg kan godt have morgener, hvor jeg står op til vækkeuret, går på badeværelset, tager tøj på…

… og så ikke tager i skole, selvom jeg godt kunne nå det. Jeg overspringshandler og laver ingenting indtil det er for sent at tage af sted.

Jeg er ikke ude på, at det skal være synd for mig, eller at jeg er noget særligt. For det tror jeg faktisk ikke, jeg er. Jeg har en veninde, som har det som mig, og kender flere for hvem motivation bare ikke er nok. Det er jo bestemt ikke fordi, jeg ikke gerne VIL forbedre mig. Jeg VIL læse til studiet, jeg VIL kommer i skole, jeg VIL læse politiske rapporter, jeg VIL gerne løbe og spise sundt. Men jeg GØR det ikke. Så motivationen er i top. Jeg er fuldt klar over fordelene ved at gøre det, jeg er klar over, hvad det kræver, hvor lang tid, det tager osv.

Overblikket er i top. Alligevel sker det bare ikke. Og jeg kan ikke forklare hvorfor. Der er også nogen, som ikke har dette “hul” mellem vilje og handling. Nogen, som bare dag ud og dag ind gør, hvad de har sat sig for. Og I er hver og én mine store helte. For jeg har utrolig svært ved det. Jeg finder undskyldninger og er doven.

Så altså, det kunne gå bedre med at lære at øve mig. Én positiv ting er dog sket – jeg har være til undervisning både igår og idag. Og jeg havde faktisk læst til timen igår. Det er lige ved, det er første gang på de næsten tre år, jeg har kunnet kalde mig selv studerende. Og måske igår også var første gang, hvor jeg ikke følte mig en anelse løgnagtig ved at kalde mig netop det.

Følg med, og jeg vil holde jer opdateret om, hvordan min personlige udvikling går – ind mellem de mange politiske tanker selvfølgelig 😉

Jeg læser statskundskab på Københavns Universitet.

Og vi har, som så mange andre, fået store problemer, efter fremdriftsreformen trådte i kraft. Selv har jeg tidligere læst på deltid, men det kan ikke lade sig gøre mere.

Det betyder, at jeg pt skal kombinere en hverdag med et fuldtidsstudie, et studiejob og et stort engagement i politik og Kristendemokraterne. Det giver mange udvalgsmøder (1-2 om ugen) og mange aftenener og weekender, som bruges på rejser, møder og oplæg.

Det betyder så også, at jeg gik fra at søge ind på studiet med 12,3 i snit til nu at ligge på ca 6. Og at jeg ikke kan følge med. Slet ikke. Jeg har tre fag på dette semester og er bagud i dem alle.

På mit studiet – og flere andre videregående uddannelser, er der et pensum, som er langt større, end man forventer, at de studerende læser. Der er med andre ord meget få studerende, som faktisk læser hele pensum. For langt de fleste studerende, har vi lavet et system som hver dag, uge og semester konstant minder dem om at gøre mere. Og samtidig minder dem om, mig selv inklusive, at man aldrig er færdig og aldrig har gjort det godt nok.

Det er et systemt, som betyder, at mange studerende bliver stressede og mange lider er større eksamensangst end nødvendigt, fordi man konstant bliver mindet om, at der er tekster, som ikke er læst – timer, som ikke er forstået.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi i stedet lavede et system, som var langt mere fleksibelt. Uddannelser, som fremmer studerendes tro på sig selv og sine evner i stedet for at minde dem om, hvad de ikke når og hvad de ikke kan. Vi har brug for studier, som skaber engagement og lyst til at knokle for sin fremtid og samfundet.

Idag har vi studier, som giver mange studerende fem år med stress, dårlig samvittighed og mindre og mindre tro på egne evner. Og jo mindre trivsel, jo mere stress og jo mindre tro på sig selv – jo mindre lærer man også. Og så er den onde spiral startet.

Vi har brug for en reform er de videregående uddannelser. Og vi har brug for at lytte grundigt til de mange studerende, som klager over fremdriftsreformen, klager over stress og manglende tro på egne evner. Vi har brug for at lytte til alle, som påvirkes af studierne – studerende, undervisere, arbejdsmarked, ungdomsuddannelser osv.

Og så glæder jeg mig bare over, at jeg trods alt kun har 3 år tilbage. Og beder til, at jeg har en lys fremtid foran mig – også selvom jeg er bagud på studiet, stresser over pensum og har et snit på 6.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi hver især og som samfund en gang i mellem ser på os selv med de store briller. Ser på, hvad det er får værdier, der præger os. Hvad det er for et menneskesyn, som vi møder hinanden med.

Og desværre ser jeg en utrolig farlig tendens.

Jeg havde en debat med LAU (Liberal Alliances Ungdom), hvor de blev ved at sige “det gør funktionshæmmede glade, at yde mere – og så gavner det samfundet.” Kommentaren kom i en debat om menneskeværd.

Når man ser over de seneste måneder, hvordan vi har talt om flygtninge, så handler det meget om “kan de integreres”, “er de kriminelle”, “superstudenter”, “samfundsnassere” osv.

Når vi taler om etiske spørgsmål som fx abort eller aktiv dødshjælp, så handler debatten igen mest om, hvorvidt barnet kan bringe glæde, gøre nytte, om barnet har bestemte evner. Og for den døende handler det også om, at han/hun ikke længere kan bidrage, ikke længere kan se værdi i sit liv, fordi de ikke kan gøre noget.

Når vi taler om børn i skolen, så handler det om, hvad de kan – fagligt og socialt. Det handler om deres karakterer, deres evner, deres muligheder i fremtiden.

Igen og igen taler vi om, hvad vi hver især gør og kan. Og vi vurderer hinanden på, hvad vi enten har gjort eller hvad vi har potentiale for at gøre. På godt og ondt lader vi vores handlinger definere os som mennesker. Én gang kriminel, altid kriminel? Én gang superstudent, altid dygtig?

Jeg synes, det er skræmmende. Og selvom mange nok vil sige, at de husker menneskets værdi – så er der bare alt for få, som siger det højt. Alt for sjældent taler vi om den grundlæggende værdi, alle mennesker har. Fordi de er mennesker. Uanset hvad. Der er intet, et menneske gør, siger, mener, ytrer, tager eller giver som kan gøre det mennesker hverken mere eller mindre værd. Intet som helst.

Alligevel er det en sandhed, som mange glemmer – eller som nogle ikke vil kendes ved.

Jeg kunne godt tænkte mig, at alle politikere, kommentatorer, eksperter og borgere fra idag vil holde op med nogensinde igen at sige “overskud for staten” om mennesker. Aldrig mere, skal ét eneste menneske høre, at vedkommende “giver underskud”. Det fratager mennesket værdighed at skulle leve sit liv som et “underskud”. Og desuden, ved hverken politikere, eksperter eller andre, om det faktisk forholder sig sådan.

Hvad er smil værd? Hvordan måler vi værdien af at være en god mor? Hvordan måles værdien af at være en kærlig og støttende ægtemand? Hvordan måles værdien af overskud i hverdagen?

Vi KAN ikke måle den slags – og derfor ved vi heller aldrig, om et menneske giver “overskud” eller “underskud”. Og vi må og skal holde op med, at bruge den term om hinanden. Vi skal holde op med at vurdere os selv og hinanden udelukkende for det, vi gør.

Et spædbarn har intet gjort endnu i sit liv. Men har alligevel uendelig værdi for sine forældre og familie. Den værdi, har han/hun haft siden æg og sædcelle mødte hinanden. Og den værdi vil han/hun have lige indtil hjertet slår for sidste gang, øjnene slukkes og det sidste åndedrag er trukket.

Intet som helst kan ændre på det. Vi er mere end summen af vores handlinger – og vi har et ansvar for at minde os selv og hinanden om dette. Vi skal møde hinanden med netop denne uendelige værdi – og vi må aldrig tage værdi fra hverken os selv eller andre. Ikke vi, ikke politikere, ikke samfund, ikke arbejdsmarked og ikke staten. Ingen kan ændre på værdien – og vi har et ansvar for at minde os selv om dette.

Mit store problembarn – små tykke ben og en delle på maven, der kun ser godt ud, hvis jeg var gravid… #detuperfekteliv

A photo posted by Isabella Laursen (@isabellaarendt) on Apr 11, 2016 at 8:20am PDT

Jeg lagde igår et billede op af mine ben og mave, som ikke just er de kropsdele ved mig selv, som jeg er mest tilfreds med.

Jeg fik mange kommentarer, som opfordrede til et bedre selvbillede – et selvbillede som egentlig har det rigtig godt, langt det meste af tiden. Så bare rolig derude – ingen ko på isen.

Til gengæld fik jeg også en del henvendelser, som kaldte det useriøst, at jeg lagde et sådant billede på min instagram og min politiske side på Facebook. At kalde det useriøst, er selvfølgelig en holdning, som er helt lovlig.

Derfor spørger jeg nu mere ud til jer dejligere læsere, hvad I synes. Jeg oplever nemlig, at jeg får langt flere læsere, hvis jeg skriver om personlige ting ind i mellem. Hermed mener jeg ikke, at jeg bare skriver for at få læsere, men at det trods alt betyder, at flere mennesker interagerer og også læser de politiske indlæg. Anonyme politikere kommer trods alt ikke så langt.

Eller skal jeg holde mig fra de personlige indlæg og kun skrive om det politiske?

Mine egne tanker bag at blande de politiske med det personlige er, at jeg selv er træt af politikere, som jeg kun kender gennem deres holdninger – og som jeg ikke kender lidt om, hvem de er som mennesker. Hvis jeg ikke skulle stemme på mig selv, ville jeg stemme på en politiker, som jeg kan mærke, også er menneske bag ved. Som også fortæller om sin hverdag.

Og de politikere, jeg ser op til er dem, som også fortæller om deres løbevaner til inspiration til det hele liv – ikke kun det politiske adskilt fra resten. Og som også skriver og fortæller om alt det, som ikke lykkes. For mig giver det et mere menneskeligt og realistisk billede af det politiske liv.

Men helt ærligt – hvad ved jeg om at læse denne blog, så giv meget, meget gerne jeres svar.

Jeg mener det helt alvorligt – jeg ønsker at skabe en forandring i samfundet – og den sker altså kun, hvis vi er flere om det, hvis tankerne og holdningerne deles og debatteres. Så især idag, kom med din egen holdning, så jeg kan lave en blog, som også er spændende for dig at læse. Måske endda at læse fast, og ikke bare et par gange om måneden 🙂

Tak!

Jeg har to mentorer, som er en stor hjælp og støtte i mit liv som leder og politiker. Jeg er dem meget taknemmelig og som regel også enige med deres analyser af mig og min situation.

Jeg havde en god snak med dem igår og idag. Og denne gang, er jeg desværre også enig – men ikke ligeså opstemt.

Begges konklusion var, at jeg skal lære at øve mig. Jeg er god til mange ting, passioneret, har stor drivkraft og kan hurtigt spotte meningen bag det, som sker. Men jeg har også én stor fejl ved min karakter – jeg er doven og springer næsten altid over, hvor gærdet er lavest.

Er dette smart at skrive i al offentlighed, når jeg gerne vil have en chance i politik? Måske ikke – men jeg vil mere end noget andet kendes på, at være en politiker, som har mig selv med – på godt og ondt. Som er ærlig.

Derfor siger jeg også højt her, at min største udfordring både i politik og på studiet er, at jeg læser overskrifter og tendenser, men aldrig hele artikler, aldrig fulde tekster, aldrig politiske rapporter. Jeg kan ikke huske tal og detaljer – men jeg beundrer samtidig de, som kan.

Derfor vil jeg nu også her på bloggen skrive om mit nye projekt – jeg skal lære at øve mig. Jeg skal lære at fokusere og tilegne mig reel viden. Jeg skal blive klogere – og jeg skal virkelig kæmpe for at få det gjort.

Så blandt politiske emner og meget andet, vil I nu også kunne følge mig kamp for at øve mig. Kampen mod lysten til at springe over, hvor det er nemt. Kampen mod lysten til at improvisere sig gennem livet. Kampen for reelt at lære og blive dygtig.

Så læs med, og hep gerne lidt 😉

(P.S. Sådan ser jeg ud, når håret er tørret i vinden…, hvis du tænker “Brave”, er du ikke den første 🙂 )