Jeg sidder idag og lægger sidste hånd på forberedelsen af et workshop, jeg skal holde på Kristendemokraternes landsmøde i morgen. Jeg er spændt og glæder mig meget. Det er altid godt at snakke med en masser medlemmer, og i morgen glæder jeg mig særligt til at tale om, hvorfor KD er vigtigt for dem.

For mig handler det om, at de andre partier ikke ser menneskets værdi. Rigtig mange fokuserer på politiske mærkesager, der tilgodeser menneskets ønsker og behov. Sygehuse fx. Og gode sygehuse er bestemt også vigtigt. Og kan være afgørende for mange menneskers hverdag. Så jeg siger ikke, at der er noget forkert i det. Så er der nogen, der flotter sig af, at tale om “de store emner” som fx. rettigheder. Taler menneskerettigheder ude i verden og taler om forskellige gruppers rettigheder herhjemme. Og det er en vildt vigtig debat. Det er vigtigt, at vi give mennesker i Danmark deres ret. Og det er vigtigt at forstå hierarkiet – at ét menneskes ret er vigtigere end et andet menneskes behov eller ønske. Det er vigtigere at sikre, at alle mennesker har deres ret til livet end at sikre, at andre mennesker får det liv, de ønsker eller drømmer om. Der må være nogle ting, som går foran. Og derfor er rettigheder også et meget vigtigt politisk område.

Og så kommer her mit argument for at være kristendemokrat – vi gør skridtet videre. Vi tør tale om menneskers værdi. Menneskets værdi må altid gå forud for alt det andet. Det er jo fordi, at vi tillægger mennesker værdi, at vi giver dem rettigheder, at vi lytter til folks ønsker og behov. Hvis ikke mennesket havde værdi, var der heller ingen grund til at kæmpe for, at folk overlever på sygehusene, at børn ikke drukner i middelhavet og at mellemøstlige stater ikke begår folkemord. Modstanden mod alt dette bunder i, at mennesket har værdi. Det er et faktum, som ikke kan ændres!

Men i dansk politik er Kristendemokraterne det eneste parti, som står fast på menneskets værdi. Vi står fast på, at børn har værdi – også selvom de fx er diagnostiseret med DOWNS. Det betyder ikke, at vi bare må udrydde dem før fødslen. Vi skal kæmpe mod sygdomme, men det må aldrig være ved at slå patienten ihjel. Og barnets værdi går forud for fx. morens ønske om et rask barn. Det er vigtigt at have prioriteterne i orden.

Menneskets værdi blive også afgørende i måden vi ser på fx psykisk syge og hjemløse. Hvordan vi ser på svage mennesker i samfundet. Om vi har en forvaltning, som møder dem med respekt og venlighed – fordi de har værdi. En menneskelig forvaltning. Eller om vi ser dem som genstande i en juridisk forvaltning, hvor vi kun ser på deres ret.

Tænk over det. Der er forskel. For mig har alle mennesker værdi. Alle liv har værdi. Ikke for det, som folk gør. Der er mange handlinger, som er forfærdelige og skal stoppes. Men menneskets værdi ligger grunden for alt. Det er basis i det, at være civilisation. Og menneskets værdi er uendelig – uanset hvad.

Så nu glæder jeg mig bare til, at vi også tager snakken på landsmødet i morgen 🙂

Radikalisering er et kæmpe problem i Danmark. Og det vil det blive ved med at være, hvis vi fortsætter med at bilde os selv ind, at søgen efter mening kan stoppes. Det kan det ikke.

I dag er der en artikel på Politiken.dk, som beskriver en såkaldt mønsterelev fra Århus, som døde som IS-kriger. Og danskerne kan så fortsætte undringen over, hvordan sådan en “sød og god” dreng kunne ende så galt. Jeg kendte ikke Muhammed, så jeg skal ikke kunne sige, hvad der skete præcist for ham. Men jeg har et bud på, hvorfor vi overhovedet har det her problem i Danmark – og måske særligt i Århus.

Mange unge søger efter svar på livets store spørgsmål. Det er ret naturligt at søge efter mening. For nogle uddør den søgen, når man ender med en almindelig dansk forståelse af verden – hvis der da findes en sådan. Men for nogen, ender den søgen ikke, før de har ultimative svar. Før de møder nogen, som fortæller dem, hvad der er godt og skidt. Så ikke kun opdeler i nuancer af grå, men som tør skelne mellem sort og hvidt. Min personlige søgen endte med en kristen tro. Et relativt harmløst slutmål for min søgen. For andre ender deres søgen i Grimhøjmoskeen i Århus eller andre radikaliserede steder, hvor de også kommer med sort/hvide svar på livets store spørgsmål.

Og alligevel undrer politikerne sig. Måske fordi, deres egen søgen ikke var så lang. Jeg ved det ikke. Men uanset deres personlige søgen, så ender alt for mange politikere ved svaret, at vi må stoppe de unges søgen efter mening. Vi vil forhindre dem i at stille spørgsmål, så de ikke kan få de forkerte svar.

For mig virker det, som en helt utrolig naiv måde, at forsøge at løse problemet på. Man kan ikke bare lære unge, at de ikke må stille spørgsmål. Og man kan da slet ikke besvare deres søgen med et modspørgsmål alá “hvad føler/synes/mener/tænker du selv?”, som jeg også har hørt mange undervisere svare med. Det holder ikke.

Mit personlige bud på en løsning: giv de unge et bedre svar end dét, de får i Grimhøjmoskeen. Radikaliseringen kan kun stoppes, hvis vi har en stærk kristen kultur i Danmark. Hvis vi står fast på vores rødder og vores kultur. Vi har brug for en kultur, hvor vi er i stand til at tale om de store ting. Hvor voksne, der bruger tid med unge, tør svare på de store spørgsmål. Og så skal vi ikke jorde vores egen kristne kultur, ved at kalde den “gammeldags” “umoderne””indoktrinerende”. Når en søgende ung ser medierne beskrive den kristne kultur negativt og samtidig ser de radikaliserede miljøer reklamere med “klarhed” “svar” “storhed” og andre positive ord, så kan jeg sådan set godt forstå, at en søgende ung vælger Grimhøjmoskeen. Der møder vedkommende voksne, som tør svare.

Vi mangler en stærk kristen kultur i Danmark. Vi skal turde stå ved vores baggrund og vores værdier. Vi skal kæmpe for dem. Og så skal vi møde de unges søgen med klare svar, klare værdier. På den måde kan de få svar i deres søgen. Og undgår at spørge radikaliserede imamer om råd.

Jeg sidder og skriver opgave om som overspringshandling ville jeg tjekke min Twitter. Det har de seneste dage handlet lige rigeligt om løver i Odense, men idag var der så endelig nogen, som var klar til at tale om vigtigere ting.

Og her møder jeg så en kommentar til, at jeg har forsvaret vores videnskabsministers ret til respekt – også selvom han er kristen. Her får jeg så at vide, at “overtro” ikke skal fylde. For det første er det dybt forkert at kalde kristendom for overtro. Og når jeg så tager debatten om det, får jeg at vide, at jeg har RET til at tro på al den overtro, jeg vil.

Her kommer temperamentet så op i mig igen på en ellers fredelig lørdag. For respekt er mere end ret. Jeg er godt klar over, jeg har RET til at tro på, hvad jeg vil. Det står i grundloven – og den har jeg læst. Så langt så godt. Men det handler ikke om ret.

Det handler om respekt. En grundlæggende respekt for mennesker, som mener noget andet – eller tror på noget andet – end én selv. Og den møder jeg stort set aldrig. Jeg er ikke igang med at forsvare kristnes ret til at tro på Gud. Den har de. Vi lever i et demokrati. Men jeg vil gerne stille mig til kamp for kristnes krav på respekt for deres tro. Respekt for dem som mennesker.

Verden ville være et meget nemmere sted, hvis vi alle (troende såvel som ateister) ville indse, at vi ikke ved, hvordan verden blev til. Vi kan gætte, vi kan undersøge, vi kan forske, vi kan filosofere, vi kan grave ting op af jorden. Vi har gjort og kan gøre rigtig meget. Og det er alt sammen rigtig godt. Men vi har ikke, og vi kan ikke BEVISE, hvordan verden blev til. Og derfor kan det ene bud fx. Big Bang være ligeså godt som det andet fx. en skabende Gud.

Som civiliserede mennesker i et demokratisk samfund kan vi derfor ikke andet end at tillade hinanden at tro, hvad vi vil. At mene, hvad vi vil. Og så må vi udvise gensidig respekt for de mennesker vi møder og deres bud på verdens skabelse. Man behøver ikke være enig. Jeg bliver aldrig enig med ateisten i sin tro på Big Bang. Men jeg kan godt respektere vedkommendes holdning uden at skulle kalde ham dum, naiv, tilbagestående, uintelligent og overtroende.

Det kaldes respekt, og det er en seriøs mangelvare i vores samfund idag.

Efter en weekend i sengen er jeg nu tilbage på bloggen igen. Og hvor har det været fedt at se de mange kommentarer til mit indlæg om respekt for de klassisk kristne. Det har virkelig været en fed debat at følge. Alligevel bliver jeg lige nødt til her at bringe et småsurt opstød over, at der også tydeligvis er nogen, som slet ikke har fattet pointen med at respektere mennesker.

Jeg fik svar fra én, som skrev, at fordi klassisk kristne ikke ville acceptere homoseksuelle vielser i kirken, så skal vi ikke respekteres.

Så fordi han ikke er enig med mig, skal han ikke respektere mig?

Fordi jeg som klassisk kristen har holdninger og principper, så skal jeg ikke respekteres? Fordi jeg har en tro, skal jeg ikke respekteres?

Er det ikke lidt det samme som at sige, at religionsfriheden ikke gælder for alle. At det er frihed til at tro, så længe man også vil finde sig i at blive hånet og nedgjort offentligt i tide og utide? Er det samme frihed, som er “nok” for fx LGBT-minoriteten? At det er ok, at de har seksuel frihed, så længe de også finder sig i at blive hånet og nedgjort i tide og utide? Så tror jeg næppe, det stadig føles som frihed.

Hvordan kan det være, at netop de mennesker, som kæmper for LGBT-minoriteten overhovedet ikke kan se rimeligheden i, at den frihed de kæmper for, skal gælde alle?

De borgerlige frihedsrettigheder må være friheder, som man som borger kan gøre brug af – alle borgere. Og så samtidig få respekt som menneske. Det er ikke friheder, hvor nogle af dem kommer med en vis portion hån og nedgørelse oveni. Så kaldes det ikke længere frit.

For mig er frihed til at tro, frihed til at have forskellig seksualitet, frihed til at samles osv. mere end bare frihed fra fængsel og direkte forfølgelse. For mig er frihed også frihed til at udtrykke sin tro, holdninger, forsamling mm. På en måde, hvor andre stadig skal respektere mig som menneske. Det er dog IKKE frihed fra uenigheder. Det er helt i orden, at der er nogen, som er uenig med mig som klassisk kristen. Det er helt ok, at der er nogen, som tror på noget andet. Eller som er uenige i mine principper. Ligesom det er helt ok, at jeg er uenig i politikken om homoseksuelle vielser i kirken.

Alle mennesker skal have de grundlæggende menneske- og frihedsrettigheder. Bestemt. Og så er det jo altid helt i orden at diskutere lovforslag, holdninger, normer, grænser osv. Det er en del af pointen med frihed og demokrati. Det er helt i orden at diskutere, om der skal tages særlige hensyn til bestemte minoriteter. Men diskussion, debat og uenigheder må aldrig betyde, at menneskerne bag holdningerne ikke længere respekteres.

Så til jer, som kommenterede, at klassisk kristne ikke skal respekteres, fordi vi har holdninger til homoseksuelle – jeg synes I har misforstået idéen med frihed og demokrati. Jeg respekterer jeg som mennesker, jeg respekterer jeres ret til at have disse holdninger. Men jeg forstår nok stadig ikke, hvorfor samme respekt ikke kan gå den anden vej?

Jeg lytter en del til podcasts, når jeg cykler til og fra arbejde/studie. Og det er virkelig lækkert. Men forleden lavede jeg den fejl at lytte til “Religionsrapport på P1”. Et program med en fangende titel, som påstod, at det ville tage pulsen på religion i dag med forskellige temaer. Jeg har senere lyttet til flere, da jeg simpelt hen ikke kunne tro mine egne ører.

Fx i et program om sex i religioner og særdeleshed Bibelen, sidder tre kvinder i studiet. De tager naturligvis emnet om omkring seksualitet, som den kommer til udtryk på skrift i Bibelen om som den udleves af de kristne. Jeg vil kalde dem klassisk kristne, mens de i programmet hurtigt blev enige om, at tillægsord som “gammeldags” “tilbagestående” og “undertrykkende” var bedre ord at bruge. Ikke ligefrem ord der viser respekt overfor den minoritet, som de taler om.

Og det er netop min frustration og pointe. Jeg er selv klassisk kristen. Jeg er også kvinde. Og jeg tror på, at man skal vente med sex til ægteskabet. Hvis jeg skal tro på programmets “eksperter”, så er jeg altså tilbagestående, naiv, uvidende og i gang med at undertrykke min seksualitet og mit køn. Hvad bilder de sig egentlig ind at nedgøre mig sådan?

Forestil jer et andet scenarie. Der laves et radioprogram om politik i Danmark. Og i studiet sidder så to fra SF og en vært fra Socialdemokraterne. Emnet er: liberalisme. De bliver derfor hurtigt enige om, at liberalisterne er egoistiske, usolidariske, onde mennesker, som slet ikke har forstået at det handler om at bidrage til fællesskabet.

Det havde affødt en shitstorm uden lige til DR!

For politiske forskelle skal vi respektere. Derfor ville det have været god journalistik, hvis de lige havde inviteret et medlem af Liberal Alliance, nu de skulle tale om liberalismen.

Hvorfor er der ikke inviteret nogen til at forsvare de klassisk kristne synspunkter? Det er der generelt ikke i medierne i dag. Vi påstår at være et land, som har respekt for minoriteter. Et land, som er tolerant. Hvorfor har vi så alligevel en minoritet, som må stilles til offentlig hån igen og igen. Som ikke skal behandles med respekt, men som må tromles som det ellers passer det såkaldt politisk korrekte mediecirkus?

I valgkampen var alle partiledere en tur forbi Kåre Quist. 9 af 10 partiledere blev spurgt til deres politik. Kristendemokraternes landsformand Stig Grenov blev spurgt: “Tror du virkelig på Jesu opstandelse?”

Siden hvornår er det et politisk spørgsmål?

Og det værste er næsten, at ingen rettede det. Ingen undskyldte. For det var jo bare de klassisk kristne, som var blevet hånet igen. Og så vidt jeg har forstået, så skal vi i et tolerant samfund ikke respektere netop den minoritet!

Jeg klynker ikke. Jeg vil ikke have medlidenhed. Vil helst også undgå yderligere hån.

Men jeg vil som klassisk kristen tillade mig at sige fra. Jeg nægter at blive nedgjort offentligt. Jeg nægter at finde mig i at blive kaldt tilbagestående og naiv. Jeg tilhører en minoritet i Danmark – og jeg tillader mig at forlange om ikke forståelse, så i det mindste samme tolerance og respekt som alle andre minoriteter får fra medierne.