Idag kræver det mod at vise tillid

Ude i verden har Danmark det image, at vi har tillid til hinanden som folk. Altså, at vi også har tillid til de mennesker, som vi ikke kender.

Men er det virkelig rigtigt? Jeg håber det meget, men jeg kan godt betvivle det.

Idag kræver det mod at vise tillid. Også i det små. Hvis jeg fx lader min taske med min computer stå, mens jeg er på toilet. Så har jeg tit fået kommentaren “Det er da modigt af dig.”

Men er det virkelig der, vi er som samfund. At man er modig, hvis man som jeg går ud fra, at mine medstuderende ikke stjæler.

Jeg lever efter princippet, at mennesker fortjener tillid, til det modsatte er bevist. Og jeg kæmper for et samfund, som lever efter samme princip. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville være et kontroversielt udsagn, men det er det faktisk idag.

Jeg har tillid til flygtninge, og at de vil det bedste – indtil det modsatte er bevist.
Jeg har tillid til, at kontanthjælpsmodtagere ikke bare nasser på statskassen og er dovne.
Jeg har tillid til at mennesker vil det gode, at politikere faktisk gør deres bedste og ikke bare klistrer til taburetterne, at frivillige foreninger vil gøre godt og derfor ikke skal kontrolleres hele tiden.

At vi ikke dømmer mennesker på deres udseende, hudfarve eller køn. At vi ikke deler hinanden op i grupper og siger: “Ham, skal du ikke stole på, han er … “.

For mig er værdierne som tillid og respekt nogle af de absolut vigtigste værdier, når man skal bygge et samfund. Hvis vi som samfund ikke længere har tillid til hinanden, så er det meget svært stadig at føle sig som en del af et fælles samfund.

Hvis vi faktisk har tillid til hinanden, så er det ikke nødvendigt med den enorme kontrol, vi har idag. Så vil vi i stedet have tillid til at lærere, pædagoger, hjemmehjælpere osv. gør deres arbejde godt og så godt, de kan. Det behøver ikke tage over halvdelen af deres tid at rapportere dette.

Hvad er alternativet til tillid?

Alternativer er 1) kontrol med hinanden til vi dræner al livlyst og motivation i både offentlige og private jobs. og 2) at den manglende tillid bliver en selvopfyldende profeti. Hvis vi hele tiden fortæller mennesker, at vi ikke har tillid til dem, hvorfor skulle de så gøre sig umage for at fortjene den? Hvis vi hele tiden fortælle flygtninge eller arbejdsløse, at de bare er dovne og nasser på staten, hvorfor skulle de så blive ved med at kæmpe for at vinde samfundets tillid? Det kan virke som en håbløs kamp, og derfor tror jeg også, der er mange, som opgiver og bare forliger sig med deres rolle som “samfundsnasser”.

Det er ikke et samfund, jeg vil leve i.

Derfor:

Vær med i min kamp for et samfund, hvor der er tillid til det modsatte er bevist.