Flygtningekrisen sætter vores menneskesyn på prøve – kronik sendt til Politiken

 

Her kommer lige en kronik, jeg har sendt til Politiken i denne uge. Den blev også sendt til Kristeligt Dagblad (For dem, der går op i den slags.)

Den er lang – så er I advaret. Men jeg mener i mangel på beskedenhed, at det er værd at læse. Det er et vigtigt emne og stof til eftertanke.

Krig og konflikt i Mellemøsten og Nordafrika og de deraf ca. 60 mio. flygtninge i verden er én af de største udfordringer, vi står overfor. Ikke bare i dag eller i år, men langt ud i fremtiden vil vores menneskesyn, vores værdier og identitet kunne spores tilbage til vores handlinger nu. I dag er vores menneskesyn under pres – og måske under forandring. Vi svigter de værdier, vi tidligere har kæmpet for. Det er, når vores menneskesyn prøves, vi ser, om vores værdier er ægte og har substans. Og jeg er ikke længere sikker på, vi består.

Flygtningekrisen er den største vi har set siden 2. Verdenskrig. Hvor en flygtningekrise tidligere blev løst på 7-8 år, varer den gennemsnitlige krise i dag 20 år. I de seneste fem år er der kommet femten nye kriser i verden, men vi har ikke i samme periode løst de tidligere. Det betyder naturligt, at flygtningetallet er stigende. Bl.a. har borgerkrigen i Syrien og Islamisk Stats fremmarch indtil videre varet siden 2011, og der er ikke meget, der tyder på, situationen kommer under kontrol de næste par år. Indtil videre er over 4.000.000 syrere flygtet fra deres hjemland og over 1.000.000 flygtninge og migranter nåede i 2015 til Europa – størstedelen i både over Middelhavet.

Det er logisk, at de enkelte lande i Europa ikke kan klare så stor en nød og katastrofe alene. At 1.000.000 mennesker er langt flere, end vi kan fordele af os selv. Flere politikere og organisationer erkender da også, at man ikke kan løse problemet alene. På trods af det, trækker vi os fra fællesskaberne. Vi fører politik på baggrund af frygt og agerer på en måde, hvor en stor del af ansvaret placeres hos andre. For at gøre ondt værre, er der flere og flere politikere og borgere, som ikke ønsker at hjælpe flygtningene i Europa, men i stedet udelukkende bakker op om hjælpen i nærområderne. Fakta er dog, at FN i dag ikke har råd til at drive flygtningelejrene på en måde, der sikrer flygtningenes sikkerhed og basale rettigheder. Og at Danmark i 2015 besluttede at skære i ulandsbistanden samt at bruge en stor del af pengene i Danmark og netop ikke sende penge til FNs arbejde i nærområderne. Det klinger hult og er et tydeligt eksempel på, at vores menneskesyn og værdier er i forandring. Vi handler ikke længere efter de samme høje principper, som vi tidligere har hædret og kæmpet for.

Presset på vores menneskesyn ses tydeligt på måden hvorpå, vi taler om krisen og de berørte mennesker. Hvor det at være flygtning tidligere var en titel der kaldte på medlidenhed og hjælp er ordet flygtning i dag blevet et skældsord. Både blandt politikere, journalister og på sociale medier er der en klar tendens. Krisen sættes ofte sammen med ord om frygt og fremmedhad. Store dele af debatten er præget af fordomme og udokumenteret, generaliserende frygt. Krisen beskrives som et problem frem for en humanitær katastrofe. En beskrivelse, som ligger meget langt fra den vi bruger, når der fx har været en tsunami i Asien eller er Ebola i Østafrika. Konflikterne i Mellemøsten er i ligeså høj grad en humanitær katastrofe.

Vores måde at behandle krisen på står i skarp kontrast til vores værdier og menneskesyn som de kommer til udtryk i fx Den europæiske Menneskerettighedskonvention, FNs menneskerettighedserklæring eller FNs børnekonvention. Skal man tro dokumenter som disse, er vores menneskesyn præget af næstekærlighed, respekt for den enkelte og for familierne. Vores værdier er præget af imødekommenhed og solidaritet. Mennesker over hele verden tillægges en universel værdi, som vi som medmennesker vil kæmpe for og respektere i mødet med hinanden. I debatten og lovgivningen i dag viser vi ikke flygtninge i Danmark vores værdier og solidariske menneskesyn. I stedet virker det som, at vores solidaritet, næstekærlighed og respekt for menneskerettigheder ikke gælder dem. At vores højtærede universelle værdier i praksis kun går til den danske grænse.

Hele udviklingen er en alvorlig prøvelse af vores menneskesyn og værdier. Menneskerettighedserklæringens artikel 14 stk.1 lyder: ”Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse.” Asyl er altså ikke noget, vi giver af ren godhjertethed – det er en rettighed, mennesker på flugt fra krig og forfølgelse af deres liv kan påberåbe sig, når de kommer til Danmark. En ret, som det er vores opgave ikke kun at respektere, men at kæmpe for. I FNs børnekonvention er nedskrevet rettigheder, som gælder for alle børn i verden. Artikel 9 omhandler børns ret til at bo sammen med deres forældre og statens pligt til at beskytte familien. Artikel 10 stk. 1 lyder: ”I overensstemmelse med deltagerstaternes forpligtelse i henhold til artikel 9 stk. 1, skal ansøgninger fra et barn eller dettes forældre om indrejse i eller udrejse fra en deltagende stat med henblik på familiesammenføring behandles på en positiv, human og hurtig måde…” Danmark har underskrevet disse og flere rettigheder til alle børn. De er en fast del af vores værdier og menneskesyn. Stramningerne på bl.a. retten til familiesammenføring i Danmark er ét blandt mange eksempler på, hvordan vores menneskesyn ikke bestod, når prøven blev hård. Lovgivningen er ikke lavet med udgangspunkt i respekten for den enkeltes ret til familie. Den vidner ikke om, at vi kæmper for, at børn ikke skal skilles fra deres forældre i længere tid end højest nødvendigt. At der ikke skal sidde børn tilbage i fx Syrien, mens deres far sidder i Danmark, bekymrede for deres liv og helbred, og venter på familiesammenføring.

Flere højtstående politikere taler i dag om at ændre menneskerettighederne. Det tyder på, at vores menneskesyn allerede er forandret. At vi i stigende grad ser på flygtninge som uønskede problemer frem for ligeværdige medmennesker i nød. Etablerede politikere vil ændre menneskerettighederne, så de passer til situationen. At ændre vores universelle rettigheder, for at kunne retfærdiggøre ansvarsforflygtigelse. Der er sket et alvorligt og potentielt uopretteligt skifte, hvis menneskerettigheder skal afhænge af situationen vi står i – frem for at vi forholder os til situationen på baggrund af ufravigelig rettigheder og grundlæggende menneskesyn.

hvad nu? Er vores menneskesyn blevet udsat for en større prøvelse, end det kunne bære? Er menneskerettighederne principper, som vi alligevel ikke mener, når krisen presser sig på? Er der håb? Det afhænger af, hvor hurtigt vi handler. Vi har brug for at tage vores menneskesyn og værdier alvorligt. Politikere såvel som befolkning må forstå, at flygtningekrisen er en katastrofe, vi skal håndtere og løse – ikke undgå. Vi har brug for politikere, som tager deres ansvar alvorligt og som har modet til at handle på deres menneskesyn – også når det er svært. Og måske endnu vigtigere, har vi brug for som borgere at se os selv i øjnene. Og vi må se vores medmennesker, der krydser grænsen til Danmark i øjnene og tage ansvar for dem. Vi må hver især kæmpe for vores værdier. Vi har hver især et ansvar for at holde vores menneskesyn i hævd. En tankegang og italesættelse, der tydeligt skelner mellem ”dem” og ”os” vidner ikke om universelle menneskerettigheder og et globalt menneskesyn. Det er vores eget ansvar at vende debatten, tage ansvar og finde løsninger i fællesskab – både i Danmark og i Europa. Særligt nu, hvor flygtningekrisen virkelig har sat vores menneskesyn på prøve er det vigtigt at vise os selv og omverdenen, at det kan bestå.

Sker det ikke, og udviklingen fortsætter som hidtil, vil vores menneskesyn ikke bestå. Vores værdier vil tage langvarigt skade. I dag bevæger vi os i debatten både blandt politikere og mellem os hver i sær hen mod et menneskesyn præget af protektionisme. At vi er os selv nærmest. Det er værdier, hvor vi lukker os om os selv og ikke hverken interesserer os eller tager ansvar for mennesker andre steder i verden. Et menneskesyn præget af fremmedhad og frygt for folk, som er anderledes end vi selv. Det kan ikke undgå at påvirke vores værdier i en mere egoistisk retning, hvor det ikke længere handler om, hvordan vi ser på mennesker universelt, men udelukkende handler om at sikre danskernes muligheder. I værste tilfælde ender vi tilbage ved de værdier, som var gældende i tiden før dannelsen af FN, om alles kamp mod alle i at samfund, hvor enhver er sig selv nok. I værste tilfælde tyder udviklingen i dag på en forandring i retningen væk fra de universelle menneskerettigheder, som vi ellers i et halv århundrede har kæmpet for over hele verden. Det er i år og tiden frem, at vi som land og hver især må vise, hvorvidt vores værdier og menneskesyn består, når flygtningekrisen prøver os.

Baggrund:

Menneskerettighedskonventionen:

http://www.menneskeret.dk/files/media/dokumenter/om_os/om_menneskerettigheder_diverse/fn_verdenserklaering.pdf

Den europæiske menneskerettighedserklæring:

http://www.echr.coe.int/Documents/Convention_DAN.pdf

FNs børnekonvention:

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=60837