Jeg er kristen – ikke homofob

Det bliver langt idag – men det er altså, fordi jeg virkelig har noget på hjerte her. Og at vigtige emner til tider fortjener at få lidt plads.

Det kan virke som om, at to grupper, som begge prædiker kærlighed – nægter at give den til hinanden. Både nyheder og sociale medier er i hvert fald glad for at skabe stor splid mellem homoseksuelle og konservativt kristne i Danmark.

Jeg vælger at tage emnet op igen her, fordi jeg igår gav interview omkring homoseksuelles rettigheder i Rusland og i Danmark. Egentlig havde emnet ikke noget med de kristne at gøre, alligevel skulle jeg stå til regnskab for, at jeg som kristen tillægges et had til homoseksuelle.

Jeg hader ikke homoseksuelle. Jeg hader ikke mennesker i det hele taget. Hele mit politiske liv går netop ud på at kæmpe for alle menneskers ret til livet, respekt og tillid til det modsatte er bevist – fra undfangelse til død. Ingen undtagelser. Og jeg tror ikke, der er mange kristne, som hader homoseksuelle.

Men jeg har som politiker og kristen en holdning til lovgivningen på området om minoriteter.

Fx. i loven om homoseksuelles vielser i kirken. Her handler det om, at man i det politisk korrekte Danmark tydeligt vægter homoseksuelles ønske om et kirkebryllup højere end den kristne minoritets ret til gudstjeneste på baggrund af deres tro. Normalt mener jeg ikke, man kan forskelbehandle rettigheder – men lige netop i kirkens indre rum, synes jeg faktisk det er rimeligt, at de kristnes religionsfrihed og ret til gudstjeneste vægter tungere end homoseksuelles ønske om kirkebryllup. Også uden, at de kristnes tro skal hånes og nedgøres. Vi kan ikke lovgive om, hvad folk skal tro eller mene. Men vi kan sikre lovgivningen, der giver dem frihed til at tro, hvad de vil. Det betyder ikke, at jeg har noget imod homoseksuelle mennesker. Slet ikke.

Interviewet bevægede sig også hen til den såkaldte ret til børn. Først og fremmest er der ingen mennesker, som har RET til børn. For det andet er det igen et spørgsmål om vægtning af “rettigheder”. På den ene side står børnene, som i FNs børnekonvention har RET til så vidt muligt at blive passet af deres forældre. Derfor mener jeg ikke, at vi som samfund aktivt skal sætte børn i verden i forhold, hvor den ene forældre mangler – fx homoseksuelle par eller enlige kvinder. På den anden side er der de homoseksuelles ønske om børn og kunstig befrugtning. Jeg forstår virkelig godt det ønske. Jeg kan til fulde forstå, at man gerne vil have børn og ønsker at dele et barn med den, man elsker. Det er helt naturligt. Men jeg mener ikke, at dette ønske skal gå forud for børnenes rettighed. Jeg har stadig intet imod homoseksuelle som mennesker.

Alligevel skal jeg gøres til fjende. Både på sociale medier og i samtale med folk omkring mig. Fx i valgkampen, hvor jeg stod på gaden, delte vindmøller, flyers osv ud til børn og voksne. Jeg forsøgte at sættes fokus på min familiepolitik. Samme dag var der parade gennem byen med regnbuestribede flag. De var mange og fyldt gaden, så jeg trak mig selvfølgelig lidt væk, så de kunne komme forbi og fortsætte deres fest. Helt fair. Og her mener jeg så, problemet kommer tydeligst frem – mange råbte efter mig, skældte mig ud, kaldte mig homofob, menneskehader, løgner osv.

Jeg har intet ondt sagt om homoseksuelle – men debatten idag, medie mm insisterer på en krig mellem de to grupper. Og lykkes så godt, at jeg ender med at skulle hånes for holdninger, jeg ikke har. Jeg er ikke homofob. Jeg hader ikke homoseksuelle. Og jeg ville ønske, vi kunne tage en saglig debat, hvor vi ikke bare skal svines til.

Og så håber jeg, at homoseksuelle vil forsøge ikke at hade mig.