Vi er mere end summen af vores handlinger

Jeg synes, det er vigtigt, at vi hver især og som samfund en gang i mellem ser på os selv med de store briller. Ser på, hvad det er får værdier, der præger os. Hvad det er for et menneskesyn, som vi møder hinanden med.

Og desværre ser jeg en utrolig farlig tendens.

Jeg havde en debat med LAU (Liberal Alliances Ungdom), hvor de blev ved at sige “det gør funktionshæmmede glade, at yde mere – og så gavner det samfundet.” Kommentaren kom i en debat om menneskeværd.

Når man ser over de seneste måneder, hvordan vi har talt om flygtninge, så handler det meget om “kan de integreres”, “er de kriminelle”, “superstudenter”, “samfundsnassere” osv.

Når vi taler om etiske spørgsmål som fx abort eller aktiv dødshjælp, så handler debatten igen mest om, hvorvidt barnet kan bringe glæde, gøre nytte, om barnet har bestemte evner. Og for den døende handler det også om, at han/hun ikke længere kan bidrage, ikke længere kan se værdi i sit liv, fordi de ikke kan gøre noget.

Når vi taler om børn i skolen, så handler det om, hvad de kan – fagligt og socialt. Det handler om deres karakterer, deres evner, deres muligheder i fremtiden.

Igen og igen taler vi om, hvad vi hver især gør og kan. Og vi vurderer hinanden på, hvad vi enten har gjort eller hvad vi har potentiale for at gøre. På godt og ondt lader vi vores handlinger definere os som mennesker. Én gang kriminel, altid kriminel? Én gang superstudent, altid dygtig?

Jeg synes, det er skræmmende. Og selvom mange nok vil sige, at de husker menneskets værdi – så er der bare alt for få, som siger det højt. Alt for sjældent taler vi om den grundlæggende værdi, alle mennesker har. Fordi de er mennesker. Uanset hvad. Der er intet, et menneske gør, siger, mener, ytrer, tager eller giver som kan gøre det mennesker hverken mere eller mindre værd. Intet som helst.

Alligevel er det en sandhed, som mange glemmer – eller som nogle ikke vil kendes ved.

Jeg kunne godt tænkte mig, at alle politikere, kommentatorer, eksperter og borgere fra idag vil holde op med nogensinde igen at sige “overskud for staten” om mennesker. Aldrig mere, skal ét eneste menneske høre, at vedkommende “giver underskud”. Det fratager mennesket værdighed at skulle leve sit liv som et “underskud”. Og desuden, ved hverken politikere, eksperter eller andre, om det faktisk forholder sig sådan.

Hvad er smil værd? Hvordan måler vi værdien af at være en god mor? Hvordan måles værdien af at være en kærlig og støttende ægtemand? Hvordan måles værdien af overskud i hverdagen?

Vi KAN ikke måle den slags – og derfor ved vi heller aldrig, om et menneske giver “overskud” eller “underskud”. Og vi må og skal holde op med, at bruge den term om hinanden. Vi skal holde op med at vurdere os selv og hinanden udelukkende for det, vi gør.

Et spædbarn har intet gjort endnu i sit liv. Men har alligevel uendelig værdi for sine forældre og familie. Den værdi, har han/hun haft siden æg og sædcelle mødte hinanden. Og den værdi vil han/hun have lige indtil hjertet slår for sidste gang, øjnene slukkes og det sidste åndedrag er trukket.

Intet som helst kan ændre på det. Vi er mere end summen af vores handlinger – og vi har et ansvar for at minde os selv og hinanden om dette. Vi skal møde hinanden med netop denne uendelige værdi – og vi må aldrig tage værdi fra hverken os selv eller andre. Ikke vi, ikke politikere, ikke samfund, ikke arbejdsmarked og ikke staten. Ingen kan ændre på værdien – og vi har et ansvar for at minde os selv om dette.