Nu kommer så endelig anden del af mit personlige projekt for tiden.

Jeg har en aftale med min mentor om, at jeg skal have lavet “mærkbare, vedvarende forbedringer” inden vi ses næste gang. Og selvom det jo er en gummi-formulering af rang, så er det stadig noget, som jeg virkelig prøver at leve op til.

Men det er ikke så nemt.

Jeg hører tit “du skal bare tage dig sammen og få det gjort”. Og jeg tænker det også selv. Næsten hver dag.

Problemet er bare, at det ikke sker. Jeg kan godt have morgener, hvor jeg står op til vækkeuret, går på badeværelset, tager tøj på…

… og så ikke tager i skole, selvom jeg godt kunne nå det. Jeg overspringshandler og laver ingenting indtil det er for sent at tage af sted.

Jeg er ikke ude på, at det skal være synd for mig, eller at jeg er noget særligt. For det tror jeg faktisk ikke, jeg er. Jeg har en veninde, som har det som mig, og kender flere for hvem motivation bare ikke er nok. Det er jo bestemt ikke fordi, jeg ikke gerne VIL forbedre mig. Jeg VIL læse til studiet, jeg VIL kommer i skole, jeg VIL læse politiske rapporter, jeg VIL gerne løbe og spise sundt. Men jeg GØR det ikke. Så motivationen er i top. Jeg er fuldt klar over fordelene ved at gøre det, jeg er klar over, hvad det kræver, hvor lang tid, det tager osv.

Overblikket er i top. Alligevel sker det bare ikke. Og jeg kan ikke forklare hvorfor. Der er også nogen, som ikke har dette “hul” mellem vilje og handling. Nogen, som bare dag ud og dag ind gør, hvad de har sat sig for. Og I er hver og én mine store helte. For jeg har utrolig svært ved det. Jeg finder undskyldninger og er doven.

Så altså, det kunne gå bedre med at lære at øve mig. Én positiv ting er dog sket – jeg har være til undervisning både igår og idag. Og jeg havde faktisk læst til timen igår. Det er lige ved, det er første gang på de næsten tre år, jeg har kunnet kalde mig selv studerende. Og måske igår også var første gang, hvor jeg ikke følte mig en anelse løgnagtig ved at kalde mig netop det.

Følg med, og jeg vil holde jer opdateret om, hvordan min personlige udvikling går – ind mellem de mange politiske tanker selvfølgelig 😉

Jeg var på café med en veninde i fredags. Vi hyggede, fik noget kaffe og en god samtale. Bl.a. snakkede vi om, at den politiske debat idag på mange måder er døende.

Hun nævnte bl.a. at man idag nærmest ikke kan dele noget politiske på de sociale medier, uden at blive svinet til. At tonen fuldstændig ødelægger muligheden for debat.

Og jeg kan kun være enig. Jeg modtager ofte ondskabsfulde kommentarer fra mennesker, som ikke er enige med mig – og så sviner mig til helt uden filter. Det gavner ikke debatten. Men jeg har fået hård hud og lader mig ikke kue. Desværre er der rigtig mange, som holder sig væk fra debatten – og det er dybt skadeligt for vores debat og demokrati.

Det næste, som er farligt er, at andre forventer, at man kan svare fuldt for et parti, fordi man deler bare én holdning eller opslag. Det behøver man altså ikke. Jeg skal som politiker og kristendemokrat selvfølgelig kunne svare for mig for Kristendemokraternes politik.

Men du, der ikke er politisk engageret i et parti behøver altså ikke. Du skal ikke kunne forsvare alt hvad Konservative nogensinde har sagt, bare fordi du fx deler en enkelt holdning, som du er enig med. Du skal ikke kunne gå ind for hele Kristendemokraternes principprogram, hvis du deler en tanke her på bloggen. Du må gerne være uenig med det meste – også selvom du måske er enig med en enkelt betragtning eller to herfra.

Og så skal vi holde op med at forvente af hinanden, at man skal kunne gå 100% ind for et parti, bare fordi man sympatiserer med en holdning, som et medlem har ytret. Sådan virker demokrati ikke. Demokrati er ikke pakkeløsninger – det er meninger som udveksles, mennesker som lytter og bliver klogere – og beslutninger truffet i fællesskab.

Jeg gruer for den politiske debat i fremtiden – og jeg håber, at dette indlæg om ikke andet, kan være et lille modspil i en kultur på sociale medier, som er ved at slå demokratisk samtale ihjel.

Hej kære læsere,

Det er en tung tid for tiden. Der er mange ting, som går den forkerte vej, og det er ikke nemt at holde dampen oppe.

Jeg er brændende idealist. Jeg brænder for, og kæmper for, et samfund, hvor vi laver politik i øjenhøjde. Hvor relationerne er i fokus, hvor vi ser på hinanden med tillid, kærlighed og respekt. Hvor vi husker og bekræfter hinanden i vores alles uendelige værdi og ansvar overfor hinanden, so selv og den planet, vi er sat på.

Det er store tanker – og jeg er medlem af et lille parti.

Der er plads til sådanne tanker i Kristendemokraterne, men jeg kan godt nogle gange frygte, at der ikke er plads til dem i samfundet. I hvert fald ser det ikke sådan ud, herfra hvor jeg sidder.

Og så er det hårdt.

Denne blog skal også fortælle om skyggesiden af det politiske liv. Og desværre fylder skyggesiden en del i min hverdag lige nu. Dengang jeg lavede bloggen troede jeg, måske naivt, at den ville blive delt, debatteret, talk om, fulgt, kommenteret og være med til at skabe debat. Jeg havde håbet, folk var enige om kunne se pointen med idealismen og forandringen. Og jeg havde frygtet, at folk blev sure eller dømte mig ude. Men jeg havde ikke forudset dette – at jeg nu efter 9 måneder stadig har en blog, som i store hele bliver ignoreret. Som ikke gør en forskel.

Og lige netop idéen om ikke at gøre en forskel, er det værste, jeg kan forestille mig.

Så lige nu, ja, lige nu, er det ikke så sjovt. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved det. Aviserne tager ikke mine læserbreve og interessen kan generelt ligge et meget lille sted.

Tilbage sidder mennesket Isabella og tænker: Er det sagen, er det mediet, er det mig? Hvorfor lykkes det ikke?

Jeg er klar over, at dette indlæg måske kan få dig til at droppe at følge bloggen fremover, fordi du tænker, at sådan en pessimist gider du ikke. Men det er ikke pointen. Jeg er taknemmelig over hver og én, som læser bloggen hver dag. For det er der trods alt ca 50 mennesker, som gør. Men jeg havde håbet, at tankerne og lysten til forandring havde betydning for mere end de 50. At de, som læser, ville komme igen og læse mere. Og at de, som synes, bloggen er god, ville kæmpe sammen med mig. For det er hårdt at kæmpe alene. Ikke umuligt, men hårdt.

Jeg opgiver ikke kampen. Det kan jeg ikke. Jeg er idealist til det inderste og ville aldrig kunne give op. Men det betyder ikke, at jeg ikke nogle gange har lyst til, at kunne sætte mig tilbage i sofaen, tænker på min egen verden og være ligeglad. Brokke mig over samfundet, men ikke gøre noget ved det. “Desværre” er jeg idealist, og så er det bare ikke muligt at bakke ud.

Men lige nu, er det åbenbart heller ikke muligt at gøre en forskel. Så jeg må vente, kæmpe videre, fortsætte og så håbe og bede til, at forandringen vil ske.

Hvad forventer vi af vores politikere?

Der er en enorm politikerlede i Danmark – og det er der sikker mange grunde til. Politikerne svarer ikke på spørgsmålene, de får – og hvis de faktisk svarede ærligt, ville vi hænge dem ud for deres svar.

Det er én problemstilling.

En anden er, at vi ikke længere kender de mennesker, vi stemmer på. Vi ser dem på plakater og i aviser og tv. Billedet ovenfor er mit valgfoto fra 2015. Men det siger jo ikke meget om, hvem jeg faktisk er som menneske. Vi lytter til dem, fordømmer dem eller støtter dem. Nogle diskuterer endda med dem. Men vi kender dem ikke.

I “gamle dage”, før jeg kan huske eller måske endda var til, der kendte man politikerne, man stemte på. I hver fald kommunalt. Man vidste, at hende fra socialdemokraterne kæmpede for handicapområdet, fordi hendes søn havde Downs. Man vidste, at ham fra de konservative boede lige i nærheden, at han så fodbold om lørdagen og godt kunne lidt at grille. Man kendte sine folkevalgte.

Det gør vi ikke mere, og det tror jeg, er én af grundene til, at vi heller ikke bakker dem op. Vi kan ikke bakke mennesker helhjertet op, hvis vi ikke kender dem. Og omvendt er det langt nemmere at sende hademails og svine dem til, når vi alligevel ikke ved, hvem de faktisk er.

Vi har brug for at kende vores politikere – som mennesker. Lære dem at kende. Finde ud af, hvad de laver, når kameraet er slukket. Hvis de kan lide i deres fritid. Hvad der begejstrer dem og hvad der får dem til at græde. Vi har brug for et samfund, hvor vi stoler på hinanden. Hvor vi faktisk vil – også politikere – det bedste. Hvor vi stoler på, at de mener, hvad de siger.

Og hvor vi har respekt for dem som mennesker, når vi er enige eller uenige.

Jeg forsøge med denne blog at gøre lidt – at mine vælgere i Østjylland, hvor jeg er spidskandidat kan kende mig lidt bedre. Så de også ved, hvad det er for et mennesker, som hænger på plakaterne.

Men jeg ved jo faktisk ikke, hvad vælgerne gerne vil vide. Så derfor: Hvis jeg skal repræsentere dig, og du skal lære mig at kende som menneske – hvad vil du så gerne vide? Hvad vil du spørge om? Hvad har du brug for at få afklaret eller besvaret, for at du kan vise mig tillid?

Kommenter her på bloggen eller på Facebooksiden.

Ingen spørgsmål er for farlige, dummer, dårlige eller irriterende. Alle spørgsmål bliver besvaret seriøst.

Jeg læser statskundskab på Københavns Universitet.

Og vi har, som så mange andre, fået store problemer, efter fremdriftsreformen trådte i kraft. Selv har jeg tidligere læst på deltid, men det kan ikke lade sig gøre mere.

Det betyder, at jeg pt skal kombinere en hverdag med et fuldtidsstudie, et studiejob og et stort engagement i politik og Kristendemokraterne. Det giver mange udvalgsmøder (1-2 om ugen) og mange aftenener og weekender, som bruges på rejser, møder og oplæg.

Det betyder så også, at jeg gik fra at søge ind på studiet med 12,3 i snit til nu at ligge på ca 6. Og at jeg ikke kan følge med. Slet ikke. Jeg har tre fag på dette semester og er bagud i dem alle.

På mit studiet – og flere andre videregående uddannelser, er der et pensum, som er langt større, end man forventer, at de studerende læser. Der er med andre ord meget få studerende, som faktisk læser hele pensum. For langt de fleste studerende, har vi lavet et system som hver dag, uge og semester konstant minder dem om at gøre mere. Og samtidig minder dem om, mig selv inklusive, at man aldrig er færdig og aldrig har gjort det godt nok.

Det er et systemt, som betyder, at mange studerende bliver stressede og mange lider er større eksamensangst end nødvendigt, fordi man konstant bliver mindet om, at der er tekster, som ikke er læst – timer, som ikke er forstået.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi i stedet lavede et system, som var langt mere fleksibelt. Uddannelser, som fremmer studerendes tro på sig selv og sine evner i stedet for at minde dem om, hvad de ikke når og hvad de ikke kan. Vi har brug for studier, som skaber engagement og lyst til at knokle for sin fremtid og samfundet.

Idag har vi studier, som giver mange studerende fem år med stress, dårlig samvittighed og mindre og mindre tro på egne evner. Og jo mindre trivsel, jo mere stress og jo mindre tro på sig selv – jo mindre lærer man også. Og så er den onde spiral startet.

Vi har brug for en reform er de videregående uddannelser. Og vi har brug for at lytte grundigt til de mange studerende, som klager over fremdriftsreformen, klager over stress og manglende tro på egne evner. Vi har brug for at lytte til alle, som påvirkes af studierne – studerende, undervisere, arbejdsmarked, ungdomsuddannelser osv.

Og så glæder jeg mig bare over, at jeg trods alt kun har 3 år tilbage. Og beder til, at jeg har en lys fremtid foran mig – også selvom jeg er bagud på studiet, stresser over pensum og har et snit på 6.