Fremdriftsreformen rammer hårdt – også for mig

Jeg læser statskundskab på Københavns Universitet.

Og vi har, som så mange andre, fået store problemer, efter fremdriftsreformen trådte i kraft. Selv har jeg tidligere læst på deltid, men det kan ikke lade sig gøre mere.

Det betyder, at jeg pt skal kombinere en hverdag med et fuldtidsstudie, et studiejob og et stort engagement i politik og Kristendemokraterne. Det giver mange udvalgsmøder (1-2 om ugen) og mange aftenener og weekender, som bruges på rejser, møder og oplæg.

Det betyder så også, at jeg gik fra at søge ind på studiet med 12,3 i snit til nu at ligge på ca 6. Og at jeg ikke kan følge med. Slet ikke. Jeg har tre fag på dette semester og er bagud i dem alle.

På mit studiet – og flere andre videregående uddannelser, er der et pensum, som er langt større, end man forventer, at de studerende læser. Der er med andre ord meget få studerende, som faktisk læser hele pensum. For langt de fleste studerende, har vi lavet et system som hver dag, uge og semester konstant minder dem om at gøre mere. Og samtidig minder dem om, mig selv inklusive, at man aldrig er færdig og aldrig har gjort det godt nok.

Det er et systemt, som betyder, at mange studerende bliver stressede og mange lider er større eksamensangst end nødvendigt, fordi man konstant bliver mindet om, at der er tekster, som ikke er læst – timer, som ikke er forstået.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi i stedet lavede et system, som var langt mere fleksibelt. Uddannelser, som fremmer studerendes tro på sig selv og sine evner i stedet for at minde dem om, hvad de ikke når og hvad de ikke kan. Vi har brug for studier, som skaber engagement og lyst til at knokle for sin fremtid og samfundet.

Idag har vi studier, som giver mange studerende fem år med stress, dårlig samvittighed og mindre og mindre tro på egne evner. Og jo mindre trivsel, jo mere stress og jo mindre tro på sig selv – jo mindre lærer man også. Og så er den onde spiral startet.

Vi har brug for en reform er de videregående uddannelser. Og vi har brug for at lytte grundigt til de mange studerende, som klager over fremdriftsreformen, klager over stress og manglende tro på egne evner. Vi har brug for at lytte til alle, som påvirkes af studierne – studerende, undervisere, arbejdsmarked, ungdomsuddannelser osv.

Og så glæder jeg mig bare over, at jeg trods alt kun har 3 år tilbage. Og beder til, at jeg har en lys fremtid foran mig – også selvom jeg er bagud på studiet, stresser over pensum og har et snit på 6.