Hvordan vælger man mellem sin fremtid og sin drøm

Jeg har sovet 12 timer i nat, oven på et træls indlæg igår.

Frustrationerne er ikke væk, presset er ikke forsvundet. Men jeg har fået lidt mere tid til at få mine prioriteringer i orden.

Jeg har bedt. Jeg vil i aften huske min daglige andagt, hvad jeg ellers ikke altid er god til. Jeg har hørt en prædiken som podcast, som meget sigende huskede mig på, at jeg skal tanke energi fra kilden, før jeg kan bruge den.

Og så har jeg valgt at blanke en opgave, som skulle være skrevet hen over påsken. Tiden skal i stedet bruges på at læse de forsømte tekster, så jeg har en chance for at skrive et ordentligt produkt, når opgaven skal genindleveres.

Idag er træningen aflyst, da jeg sov længe i stedet. Til gengæld vil jeg prioritere fitness i morgen og måske en løbetur søndag aften, hvis tiden tillader det.

Jeg fik mange kommentarer igår, flere rådgav også til at skære politik fra. Det kan jeg ikke. Det er min drøm, min passion. Det er mit kald og dét, som giver mig mening i tilværelsen. Jeg har et brændende ønske om at gøre en forskel – og dette er nogle gange prisen for dybfølt idealisme. Desværre har jeg ikke muligheden for at skære ned på studiet. Hvis jeg kunne læse på deltid, ville jeg gøre det. Men takket være fremdriftsreformen, så er det ikke en mulighed mere. Til gengæld, er der ikke noget krav om, at en dygtig politiker også er en dygtig studerende. Og at 12-tallet godt kan være noget, som hørte fortiden til.

Alt i alt vil jeg bare sige, at det nok skal gå. Jeg tror, det bliver hårdt. Jeg tror, succes virkelig kommer med blod, sved og tårer, søvnløse nætter og tidlige rynker. Men jeg er også overbevist om, at hvis kristne værdier igen kan blive styrende i vores samfund, så vil det være det hele værd. Hvis familien kan blive sat i fokus og børnene og de fattige være i højsædet – så er det besværet værd. Især på en dag, hvor kontanthjælpsloftet gør fattige børns hverdag hårdere og deres fremtid mørkere.